Valgkamp skudt i gang i Aalborg: Første nordjyske politiker står klar
Onsdag meddelte statsministeren, at hun vil udskrive folketingsvalg. Det betyder, at jagten på vælgere begynder, og det kan mærkes på Nytorv i Aalborg.
Annoncer, kampagner og nordjyske politikere, der haster hjem for at føre valgkamp får nu fuld skrue frem mod det snarlige folketingsvalg.
På jagt efter vælgere med flyers og bolcher, står Marie Bjerre (V) som den første nordjyske kandidat klar på Nytorv i Aalborg.
- Det handler om at komme godt fra start i valgkampen, så da jeg lugtede valgudskrivelse og hørte, der var pressemøde klokken 13, skyndte jeg mig ud i lufthavnen i København og tog et fly.
Ifølge Marie Bjerre er det vigtigt at være der, hvor nordjyderne er.
- Det er nordjyderne, der har valgt mig ind, og det er hos nordjyderne jeg søger genvalg. Så det er her, jeg kommer til at være i valgkampen.
"Dejligt at være i gang"
Frem mod 1. november skal der knokles hårdt for at få trukket vælgerne til sig.
- Jeg tror, det handler om at få folk i tale. Min erfaring er, at når man taler med folk på gaden og spørger ind til, hvad de går op i, så rykker man stemmer, fortæller Marie Bjerre.
Og valgudskrivelsen har været længe ventet for venstrepolitikkeren.
- Jeg er megaglad for, at der endelig er udskrevet valg. Jeg synes, vi har brug for en ny regering. Så det er rigtig, rigtig dejligt at være i gang.
Marie Bjerre (V) vil kæmpe hårdt for, at netop hendes mærkesag bliver allervigtigste dagsorden.
- Vi skal lykkes med den grønne omstilling. Vi har alle forudsætninger for at være en grøn vækstregion her i Nordjylland, siger hun.