Lejesvend sikrede sejren: - Det er det sygeste, jeg nogensinde har prøvet

Mikael Anderson er åben for at fortsætte i Vendsyssel FF, selvom hans kontrakt med klubben udløber nu.

Da Mikael Anderson i overtiden i kampen mellem Lyngby BK og Vendsyssel FF scorede til 2-1 og endegyldigt sikrede vendelboerne sejren og en plads i Superligaen, brød jublen ud på Lyngby Stadion og hjemme i Hjørring.

Den unge spiller, der er på leje i klubben fra FC Midtjylland, får nu en plads i Vendsyssel FF's historiebøger, men kan meget vel snart være fortid i klubben. Hans lejekontrakt udløber lige om lidt, men spilleren selv åbner døren på klem for at han kan fortsætte i klubben, der nu spiller i den fornemste danske række:

- Nu skal jeg tilbage til FC Midtjylland, og så må vi se om jeg kommer tilbage. Måske, man ved aldrig i fodbold, lød det kort efter sejren fra hovedpersonen.

Har du fået hjerte for Vendsyssel?

- Jeg har fået sindssygt stærke følelser for den her klub. Fansene er helt specielle og jeg har fået et specielt bånd med dem. Man ved aldrig hvad der kan ske.

- Det sindssygeste jeg nogensinde har prøvet

Anderson var, forståeligt nok, oppe at køre over den vigtigste Vendsyssel-sejr i klubbens historie, og hans eget mål blegnede i forhold til sejrens betydning:

 - Jeg er sindssygt glad for målet, men det er ligegyldigt nu. Vi er oppe, og det er det vigtigste.

- Det er det sygeste jeg nogensinde har prøvet. Det var min drøm, da jeg kom til Vendsyssel, at spille dem op i Superligaen, og det har jeg gjort nu. Det er så sindssygt som det kan være. Hold nu kæft mand.


Seneste nyt

fra Nordjylland