Nordjyllands Politi søger oplysninger om denne bil, som 72-årige Tarja Tunlikki Mustalahi kørte i, da hun forlod sit hjem 10. december. Foto: Nordjyllands Politi

72-årig savnet siden 10. december: Har du set hendes bil?

Nordjyllands Politi har tidligere efterlyst en 72-årig kvinde fra Aggersund, og nu håber de, at detaljer om hendes bil kan hjælpe eftersøgningen på vej.

Siden 10. december har en 72-årig kvinde været savnet. Hun forlod sit hjem i Aggersund den søndag, og ingen har siden set hende eller hørt fra hende.

Mandag 18. december udsendte Nordjyllands Politi en efterlysning af hende, men den 72-årige er fortsat ikke fundet, og nu offentliggør politiet yderligere detaljer om hendes bil i håbet om, at det kan give henvendelser, der fører til, at man finder kvinden.

Hendes bil, som hun kørte i, da hun forlod sit hjem 10. december, er en Skoda Fabia fra 2003 med lyseblå metallak.

Skodaen er en 5-dørs-model, og den har en parkeringsskade på højre side. Bilen svarer til den model, der ses på billedet øverst i artiklen. Dog er fælgene ikke af samme slags.

Borgere som har oplysninger omkring køretøjet bedes kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Denne artikel blev lørdag den 6. januar 2918 opdateret i form af, at foto og navn blev fjernet, da efterlysningen blev afblæst.