Aars knækker cancer – små rør sender 300.000 til kampen mod kræft

Små rør med lodder er blevet så populære i Aars, at der snart er 300.000 kroner på vej til Kræftens Bekæmpelse.

Det begyndte egentlig bare i det små. Efter at have mistet en ansat til brystkræft, bestemte Gregers Haislund fra Hvidt og Frit i Aars sig for at sælge små rør med lodder til præmier doneret af byens erhvervsdrivende.

Det viste sig hurtigt, at det ingen sag var at skaffe præmier til lotteriet, og i alt fik Gregers Haislund samlet 975 gevinster ind.

- Det er jo fuldstændig vanvittigt. Det er fantastisk. Det er hele erhvervslivet, der står sammen, siger han.

I byens butikker kan man købe de små rør, og de går lige nu som varmt brød.

- Vi startede med at få en kasse med 50 rør, og nu har vi solgt seks kasser på få dage, siger Mette Stubberup fra B-Young i Aars.

I alt er der 6000 rør til salg, og når de er afsat, er der 300.000 kroner på vej til Kræftens Bekæmpelse fra Aars. Kampen mod kræft koster hvert år samfundet tusinder af milliarder

- Det kan godt være, at det er en dråbe i havet – men hvis ikke, der kommer dråber nok, så bliver havet aldrig fyldt, siger Gregers Haislund.


Seneste nyt

fra Nordjylland