Bon appetit: 60 kvadratmeter kage står klar
Foto: Groes Café og bageri
100 timers intensiv bagning og godt 25 assistenter. Så stor har indsatsen været for at få verdens største lagkage færdig.
Nu står den der i al sin pragt. Klar til at alle med en sød tand kan få sig et stykke af det, bageren selv kalder verdens største lagkage.
Kagen er 60 kvadratmeter, og den nuværende rekord for verdens største kage er 40 kvadratmeter. Så mon ikke, kagen får skrevet sig ind i Guiness rekordbog. Det er i hvert fald håbet for manden bag bagværket, bagermester Nikolaj Thomsen fra Groes Café og bageri i Løgstør.
- Det har krævet en del af få den klar. Men det gik lettere, end jeg havde forventet. Jeg har fået godt med hjælp, forklarer Nikolaj.
Han satte sig for at bage kagen, fordi Løgstør for nylig kunne fejre sine 500 år. Bag bagværket ligger 100 timers bagning og ikke mindst lagekagesamling. I alt 25 mand skulle der til for at få kagen stablet.
"Indkøbsliste" til verdens største lagkage:
600 liter fløde
70 kg makroner
3000 æg
200 kg flormelis
100 kg mel
100 kg sukker
150 kg hindbærmarmelade
Kagen er på størrelse med en to værelses lejlighed, og bageren selv estimerer, at der er kage til godt 15.000 mennesker.
- Der er rigeligt, så alle er velkomne til at komme og få et stykke.
TV2 Nord var med, da kagen skulle kreeres. Det kan du se her: