Brand i Ranum opklaret: Tre drenge står bag
Tre lokale drenge på 15-16 år har tilstået at stå bag en brand i en hal ved Ranum Efterskole søndag aften.
- Det har formentlig været en spontanitet, siger politikommissær ved lokalpolitiet i Himmerland, Preben Møller om den brand der søndag aften brød ud i nogle halmballer i en hal ved Ranum Efterskole.
Bag spontaniteten står tre drenge. To på 15 år og en på 16 år. Den ene 15-årige satte ild på halmballerne. De to andre gjorde ikke noget for at stoppe ham og det betyder, at de alle tre nu er sigtet for forsætlig brandstiftelse.
De tre drenge er løsladt efter afhøringen og slipper dermed foreløbig for en tur bag tremmerne.
- Vi diskuterede med anklageren om der grund til varetægtsfængsling. Men der er ikke den store efterforskning tilbage, så de kan ikke påvirke den og der er heller ingen fare for, at de stikker af til udlandet, siger Preben Møller.
Ranum Efterskole skal, sammen med forsikringsselskabet have gjort skaderne op og finde ud af hvor stort erstatningskravet mod drenge bliver. Derudover kan de se frem til straf, for selve ildspåsættelsen.