Butikker lider i småbyer: I Løgstør vil de forebygge lukninger
Foto: Annette Bjerregaard Andersen / TV2 Nord
I mange nordjyske småbyer er butikkerne dødt ud. I Løgstør har man modtaget en fondsdonation, for at undgå samme skæbne.
I Nordjylland er der 140 små detailbutikker, som enten er til salg eller leje. For tre år siden lå det tal på 92.
Samme skæbne vil man gerne undgå i Løgstør.
I byen er mange af sidegadebutikkerne forsvundet, men man har stadig bymidten, hvor butikkerne lever videre. For mange er det takket være turisterne, men det kan hurtigt ændre sig.
Løgstør går derfor i spidsen for at vise, at byer med mellem 4000 og 20.000 indbyggere godt kan bevare deres bymidte.
- Det er ikke et Løgstør problem. Det er et problem for alle mindre og mellemstore danske byer, siger Torben Frederiksen, der er formand i Løgstør Handler.
Derfor har Realdaniafonden, sammen med private sponsorer, hver sendt 290.000 kroner - alt 580.000 kroner - til en forundersøgelse, hvor man kigger på en mulig etablering af et sundhedshus og en stor dagligvarebutik.
- Spørgsmålet er hvad der sker, hvis man ikke tager ansvaret for tingene nu, så vil det være en en stille og rolig butiksdød for mange forretninger, fortæller Torben Frederiksen.
En af dem, som har udnyttet byen butikker, er 95-årige Bodil Lindhard, der flyttede til byen fra København i 1957. Og hun kunne ikke finde på at bruge sine penge andetsteds.
- Alt det jeg har på nu, har jeg købt her. Men det er ved at være nogle år siden, siger hun med et grin.
Se indslaget herunder.
- Færre af os allesammen
Målet med at få etableret et sundheds og en dagligvarebutik, samt parkeringspladser, er for at kunne bevare en livlig bymidte. Og med en livlig bymidte kan man også bevare de mindre butikker.
Jørgen Højslet har drevet tøjbutikken Buksesmeden i 31 år, og kan sagtens se de fremtidige udfordringer.
- Det er blevet en anderledes handel og vi skal tilpasse os den situation der er. Der er færre af os allesammen i dag, lyder det fra Jørgen Højslet.
En stor del af skylden for butiksdøden kan skydes på nethandel. Derfor er det vigtigt, at der bliver taget initiativ til at holde det lokale butiksliv i live, som der bliver gjort i Løgstør.
- Det betyder rigtig meget. Jeg glæder mig virkelig over den her initiativgruppe, hvor vi har Løgstør Handler der går forrest i det her projekt.
Og resultaterne af forundersøgelsen kan vise sig i den nærmeste fremtid.
- Vi forventer at det er realistisk, at vi indenfor tre år er rigtig langt med det her, lyder det fra Torben Frederiksen.