De unge skal svede sig til et godt fællesskab i Aars
Foto: Krogh Madsen Arkitekter
Sådan kommer den nye sportshal i Aars til at se ud, når den står færdig i maj 2018. Erhvervsskolerne i Aars håber på, at den vil bidrage til et aktiv ungdomsmiljø.
Erhvervsskolerne i Aars har taget første spadestik til en sportshal, der skal bidrage til et aktivt ungdomsmiljø for eleverne og resten af byen.
Erhvervsskolerne Aars har investeret et tocifret millionbeløb i en sportshal, der skal gøre det nemt for de unge at samles om motion og sportslige aktiviteter.
I dag, torsdag, blev det første spadestik taget til sportshallen, der også kommer til at rumme et fitnesscenter og et sportslaboratorium.
- Ungdomsmiljøet er utroligt vigtigt for os som skole, fordi et godt ungdomsmiljø er nøglen til vores elevers trivsel. Vi har i forvejen en række aktive tilbud til vores elever, men vi har et brændende ønske om på sigt også at tilbyde vores rammer til eksterne projekter og samarbejdspartnere, siger direktør på Erhvervsskolerne Aars, Ulf Givskov Bender.
I forvejen er Erhvervsskolerne Aars involveret i en række sportslige tilbud til deres elever som for eksempel en actionpark, mountainbike, et klatretårn, crossfit og et motionscenter.
- Det er vigtigt for os at bakke op omkring de muligheder, Vesthimmerlands Kommune rummer inden for en aktiv og sund ungdomskultur, siger Ulf Givskov Bender.
En anden årsag til, at Erhvervsskolerne Aars gerne vil have en idrætshal opført, er i forbindelse med oprettelsen af en ny studieretning på deres tekniske gymnasium (HTX), Sport Science. Linjen er for de elever, der interesserer sig for sport og naturvidenskabelige fag og tænker på at læse til eksempelvis fysioteraupeut eller biolog.
Hallen er planlagt til at stå færdig ved udgangen af maj 2018.
Erhvervsskolerne Aars består af et handelsgymnasium (HHX), et teknisk gymnasium (HTX), en erhvervsskole og flere voksen- og efteruddannelser. Der er i alt 1.000 elever tilknyttet på ungdomsuddannelserne.