DM i fjernstyrede racerbiler
Denne weekend har Nordjylland været vært for DM i fjernstyrede racerbiler
To nordjyder i konkurrence om have den bedste stil på en racerbane.
I et lejet lokalet i Overlade lidt uden for Løgstør er 20 mænd denne weekend samlet til Danmarksmesterskaberne i fjernstyrede racerbiler.
Det handler om at komme først i mål og om at køre med stil.
- Du skal følge linjen langs banen, have et godt flow og undgå at korrigere for meget med styretøjet, forklarer Joachim Nepper, der er fra Dybvad.
Der er masser af regler og nørderi i lokalet. Men også masser af hygge.
- Alle kender hinanden, og det er hyggeligt, at vi kan samles hele weekenden. Vi mødtes til træning i fredags og har så kørt finaler lørdag og søndag, siger Janus Christensen fra Strandby i Himmerland.
Joachim Nepper og Janus Christensen er de eneste nordjyder i flokken. De ved godt, de ikke ligger blandt de allerbedste. Men så kan de konkurrere mod hinanden om at være den bedste nordjyde.
- Og jeg er altså bedst. Det kan ikke diskuteres, fastslår Janus Christensen.
Begge har kørt fjernstyrede racerbiler i to år. De er enige om, at de bruger mange tusinde kroner på bilerne.
- Jeg købte min for halvanden år siden, og startede med en bil kun af plastik. Nu har jeg købt en masse udstyr - støddæmpere, kulfiberopgraderinger og alt muligt andet, så det koster mange penge, forklarer Joachim Nepper.
- Min bil er ret ny. Den kostede 5000 kroner plus alt udstyr, siger Jonas Christensen.
Selv om dét at køre fjernstyrede biler er en hobby flere og flere dyrker, så er der så få klubber på landsplan, at ingen af de to nordjyder bruger tid på træning.
- Jeg har to timers kørsel til nærmeste bane, og det har jeg ikke tid til. Så jeg bruger kun en lille smule tid på vedligeholdelse, fortæller Joachim Nepper.
- Jeg kører lidt med mine venner i området men ellers kun turneringer som denne, siger Janus Christensen.
Dagen slutter med, at TV2 Nord kan præsentere DM-resultatet for de to konkurrenter. Joachim Nepper ender på en 17 plads og Janus Christensen på en 12 plads.
- Jeg har klart en meget bedre bil, og så har jeg været rigtig god til at holde koncentrationen og være rolig denne weekend, slutter Janus Christensen.
Det var Kasper Korsgaard fra Odense, der i dag fik titlen som Danmarksmester.