Efter otte år er det slut: Spillere begræder tab af turnering
Det er slut med golf i Gatten - World Touren rykker videre.
Både spillere og en sportsøkonom er ærgerlige over, at World Touren rykker videre fra Gatten.
I går vandt den danske golfspiller Rasmus Højgaard 9. udgave af Made in Himmerland. Men det er sidste gang, turneringen løber af stablen i Gatten - i hvert fald for nu.
Og det er et stort tab, mener flere danske golfspillere.
- Det er lidt vemodigt. Jeg synes, det har været fantastisk her. Og jeg synes, det er verdens bedste sted til at holde en turnering. Det er lidt hårdt at sige farvel, synes jeg, siger golfspiller Søren Kjeldsen fra Aalborg.
Men han er ikke den eneste nordjyde, der mister sin hjemmebanefordel, når World Touren rykker videre fra Gatten næste år.
- Det har altid været en fantastisk turnering, og der har været fantastisk opbakning, siger golfspiller Lucas Bjerregaard fra Frederikshavn.
Fremtiden for Made in Himmerland har været diskuteret i årevis.
Touren skal på tour
For et udfordrende samarbejde mellem arrangørerne og HimmerLand, og et ønske om at udvikle konceptet får nu worldtouren til at søge nye veje andre steder i Danmark.
- Der er jo ikke nogen, der peger fingre ad hinanden her. Det er en beslutning, som vi stille og roligt har taget. Jakob og jeg tog en samtale i 2021 om, hvorvidt vi skulle forlænge den her aftale eller ikke. Og så sad vi ligesom og kiggede, hvad føltes mest rigtigt, og det var måske det der med at komme væk, fortæller promoter for World Touren, Flemming Astrup.
Turneringen fortsætter altså, men ikke i Himmerland, og i stedet for på skiftende baner rundt om i Danmark, og derfor også under nyt navn.
Stort tab for lokalområdet
- Store sportsevents, og det her er jo en stor en af slagsen på dansk grund med internationalt islæt, har selvfølgelig en betydning med hensyn til den eksponering, den her turnering har givet til det nordjyske og særligt til lokalområdet i Himmerland, siger sportsøkonom Kenneth Kortsen fra UCN.
- Men også relateret til eksempelvis Lufthavnen i Aalborg, hotellerne i området, restauranterne og så videre. Og hvis store sportsevents ikke virkede brandingmæssigt, så ville man jo ikke snakke om det. Vi lavede selv en rapport på UCN for nogle år tilbage, der viste, at der selvfølgelig er en anseelig turismeomsætning tilknyttet det her.
Men hvis man trykker arrangørerne lidt på maven, er det måske alligevel ikke helt slut med World Tour i Gatten.
- Sådan et stort arrangement skal måske ud og være et andet sted, og måske revitaliseres lidt. Og så kommer det måske tilbage, og det vil vi da rigtig gerne her i Himmerland, siger CEO for HimmerLand, Mette Ravn.
- Det kan være, vi alle sammen savner hinanden for hårdt, og vi så finder ud af, at de tanker, vi havde om den skulle flytte rundt var forket. Der er ingen af os, der ved det, men nu skal det i hvert fald prøves, ikke?, siger promoter Flemming Astrup.