Efter to år med corona: Efterskolelivet hitter
På Vesterbølle Efterskole mærker de stor interesse for efterskolelivet.
Gangene på Vesterbølle Efterskole summer af liv. Nysgerrige, spændte unge mennesker bevæger sig hurtigt fra det ene rum til det andet, mens de i farten forsøger at suge mest mulig information til sig.
Søndag inviterer efterskolen til åbent hus. Det sker som en del af konceptet, Efterskolernes Dag, hvor alle landets efterskoler gør det muligt at opdage livet på en efterskole.
Én af dem, der fyldes op af nye indtryk, er 13-årige Silje Krogsgaard Vanggaard. Hun er sammen med sin far taget ud for at snuse til efterskolelivet.
- Jeg er meget spændt på, hvad der er at lave her, og hvordan hverdagen kommer til at se ud, siger Silje Krogsgaard Vanggaard.
Efterskolelivet lokker
Noget tyder på, at det er blevet attraktivt at tage enten 8., 9. eller 10. klasse på en efterskole.
Sidste år satte antallet af efterskoleelever rekord på landsplan med flere end 30.000 elever. På Vesterbølle Efterskole er de derfor klar på at vise muligt kommende elever, hvorfor de lige netop skal vælge dem.
- Vi gør opmærksomme på, hvem vi er, og hvad det er, vi kan tilbyde. Folk skal se, hvad de kan få hos os, siger Martin Diget Aamann, der er forstander for Vesterbølle Efterskole.
Efterskolen har været hårdt ramt af coronavirus de seneste to år. Det har haft store konsekvenser for eleverne, der er blevet hjemsendt ad flere omgange. Men på trods af de afbrudte ophold er Silje Krogsgaard Vanggaard ikke skræmt.
- Hvis man nu skal frem og tilbage mellem hjem og efterskolen, så er det nok lidt træls. Men jeg tror, at hvis det bliver ved, som det er nu, så er corona ikke en del af det mere, siger hun.
Corona var ikke kun skidt
De mange hjemsendelser og nye restriktioner var hårde ved forstanderen Martin Diget Aamann og Vesterbølle Efterskole. Alligevel mener han, at corona har ført lidt godt med sig.
- Jeg tror, man er blevet mere bevidst om vigtigheden af sociale fællesskaber, siger han.
Efterskolen har plads til 104 elever, og forventer at alle pladserne fyldes op. Ifølge Martin Diget Aamann skyldes det blandt andet, at de unge mennesker forsøger at indhente det sociale, de har tabt under corona.
- Eleverne er blevet mere reflekterede nu. De er blevet mere opmærksomme på, hvad det er, der mangler, når de ikke har det, og hvor stor en rolle, det sociale egentlig spiller, siger forstanderen.
Selvom der er to år til, at 13-årige Silje Krogsgaard Vanggaard skal pakke den helt store taske og flytte på efterskole, så er hun allerede så småt ved at vænne sig til tanken.
- Jeg tror, det bliver fedt og en god oplevelse. Men jeg tror måske også, det kan blive lidt uhyggeligt til at starte med, siger hun.