Efterskoleelever evakueret: Brand opstod på værelse

Mandag aften er der udbrudt brand på Farsø Efterskole. Alle elever blev hurtigt evakueret, og ingen er kommet til skade.

Tidlig mandag aften er der opstået brand på Farsø Efterskole. Det er en af elevernes  beboelsesbygninger, som er gået i brand, men alle er hurtigt blevet evakueret, og der er ingen personskade sket. 

- Det er opstået på det ene værelse, men jeg kan ikke sige mere. Alle elever er blevet evakueret rigtig fint, og vi fik hurtigt at vide, at alle var kommet ud, siger indsatsleder Klavs Bojsen.

Bygningen, der er gået i brand, består af fire dobbeltværelser med to elever på hvert værelse. Ifølge Klavs Bojsen er der sket en del røg- og sodskade, og så er bygningen ved siden af også ramt af røg. 

- Branden er under fuld kontrol, og vi er igang med efterslukningen, siger Klavs Bojsen. 

Ambulancefolk har for en sikkerheds skyld undersøgt eleverne efter branden, for at sikre at ingen har taget skade af røgen. 

Brandårsagen er endnu ukendt. 


Seneste nyt

fra Nordjylland