Enigt byråd indgår budgetaftale-2017 i Vesthimmerland

Alle 27 byrådsmedlemmer i Vesthimmerlands Kommune er enige om budgettet for 2017.

Aftalen om budget 2017 i Vesthimmerlands Kommune, faldt på plads under et budgetseminar for byrådet ved Slettestrand torsdag aften.

Budgetseminariet skulle have varet to dage, men allerede i løbet af første dag blev byrådsmedlemmerne enige.

Det glæder borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune, Knud Kristensen sig over.

- I en tid hvor kommunerne og herunder Vesthimmerlands Kommune har store udfordringer, er det selvfølgelig en stor styrke, at vi kan sætte os til forhandlingsbordet og udarbejde et godt fælles budget, siger Knud Kristensen.

Den største udfordring i budgetaftalen er sundhedsudgifterne.

- Den helt store udfordring som vi har haft de seneste år og i budget 2017-aftalen, det er sundhedsudgifterne. Der har vi nu fået formuleret i enighed, hvordan vi skal få hele området gennemgået, for at finde det økonomiske grundlag for, at Vesthimmerlands Kommune har større omkostninger på området sammenlignet med vores nabokommuner.

Borgmesteren oplyser også, at aftalen om budget 2017 indebærer, at Vesthimmerlands Kommune igen i år 2017 har et robust anlægsbudget.


Seneste nyt

fra Nordjylland