Færgen Sleipner klarer sejladsen mellem Hvalpsund og Sundsøre
Sleipner er sejlet på grund ved Sundsøre.
Hvalpsund-Sundsøre Færgefart har lejet færgen Sleipner hos naboselskabet Fursund Færgeri til at klare færgedriften, indtil selskabets egen færge, Mary, er klar igen.
Allerede tidligt onsdag morgen kunne færgedriften genoptages mellem Hvalpsund og Sundsøre efter uheldet tirsdag morgen, hvor en lastbil med anhænger trillede af færgen Mary, mens færgen lagde an til anløb i Hvalpsund.
Hvalpsund-Sundsøre Færgefart har nemlig lejet færgen Sleipner til at klare overfarten indtil videre.
Mary fik beskadiget sin broklap. Klappen blev rykket skæv og den fik skader i hydraulikken, fortæller overfartsleder Flemming Thomasen, mens han onsdag formiddag førte Mary til værftet i Thyborøn.
Overfartslederen har endnu ikke overblik over, hvor lang tid, der vil gå, inden Mary er tilbage.
Del af en fast aftale
Sleipner kommer fra Fursund Færgeri, der tager sig af færgeforbindelsen mellem Salling og Fur. Det er en 25 år gammel ekstra færge, selskabet råder over. Det kommunalt drevne færgeselskab har nemlig en særlig forpligtelse til at have en færge i "overskud", fortæller overfartsleder Anne-Marie Mortensen ved Fursund Færgeri.
- Vi bliver nødt til at have en ekstra færge for at kunne være sikker på at holde den færgedrift, der skal være i forbindelse med en ø. Det er jo ikke tilfældet med de andre genvejsforbindelser på Limfjorden. Venø har ganske vist en lille ekstra færge, men den kan kun tage et par biler ad gangen. Så vi er de eneste på fjorden, der har en så stor ekstra færge, siger hun
Det er en fast aftale mellem færgeforbindelsene på fjorden. Det er mest Venø, Hvalpsund og Feggesund, der lejer, men den kan også bruges ved Egholm, når de har deres færger på værft og ved andre reparationer.
Der er ingen umiddelbar begrænsning i, hvor lang tid Sleipner kan lejes, fortæller overfartslederen.
- Men vi har altid skrevet i kontrakten, at vi skal kunne hente den, hvis vi selv får brug for den. Det er dog kun sket en enkelt gang, siger Anne Marie Mortensen.