Fløjet til Rigshopitalet: Bevidstløs mand fundet ved brand
En brand i mindre etageejendom har sendt en mand i 30'erne på Rigshospitalet med alvorlig røgforgiftning.
Natten til søndag modtog Nordjyllands Politi klokken 3.37 en anmeldelse om brand i en mindre etageejendom på Søndergade i Farsø.
Her havde en nabo til ejendommen set røg komme fra bygningen.
- Vi rykkede naturligvis ud sammen med beredskabet og eftersøgte bygningen med røgdykkere, siger Thomas Ottesen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
- Her fandt vi en bevidstløs mand i midten af 30'erne, som boede på 1. sal. Han blev fløjet til Rigshospitalet med alvorlig røgforgiftning, siger vagtchefen.
Han fortæller, at manden var i livsfare, da han blev fløjet til Rigshospitalet. Mandens pårørende er underettet.
Brandteknikere skal finde årsag
Branden blev slukket i løbet af natten, men flammerne og røgen har gjort betydelig skade på ejendommen.
Selvom branden er slukket nu, er der stadig afspærret på ejendommen, fordi brandteknikere nu skal undersøge stedet, i håbet om at finde frem til en brandårsag.