For tredje gang: Smitteudbrud på Danpo i Aars
Der er for tredje gang smitteudbrud ved Danpo i Aars, som har 600 medarbejdere. Situationen er under kontrol, siger produktionsleder.
Der er smitteudbrud ved kyllingeproducenten Danpo i Aars. Efter en medarbejder kom sløj på arbejde, er vedkommende blevet testet positiv. Herefter har Falck været ved virksomheden og hurtigtestet alle på aftenholdet, hvor den smittede medarbejder arbejder.
Her blev yderligere seks personer testet positiv.
Det er tredje gang, at der er smitteudbrud ved Danpo.
- Vi synes egentlig, vi er rigtig godt rustet til det nu. Vi har vores procedurer på plads nu. Jeg er bare enormt taknemlig over, at vi kunne få fat i Falck så hurtigt. Det er en kæmpe gave. De skal have stor ros for at de har stillet så hurtigt op. Vi føler vi har styr på smittekæden igen, siger Per Alan Jensen.
Nu er de seks smittede sendt videre til at få en PCR-test i det offentlige. De kom alle fra aftenholdet, hvor den smittede person har arbejdet. Hele holdet består af 35 medarbejdere, som alle er blevet testet. Også natholdet med 74 medarbejdere blev testet. På natholdet var ingen positive.
- Vi forventer ikke, at produktionen bliver påvirket af det, siger produktionschef i Danpo Per Alan Jensen til TV2 Nord.