Fremtidens købmandsbutik åbnet i lille landsby
For købmanden betyder det nye koncept lidt mere tid foran computeren.
Butikken vækker glæde hos borgerne i byen.
Købmændene i de små landsbyer er de seneste år lukket på stribe. Særligt da elpriserne galoperede opad, måtte mange dreje nøglen om.
I den lille landsby Gunderslev lever købmanden dog i bedste velgående. Endda med så udvidede åbningstider at der rent faktisk er døgnåbent.
Det eneste byens godt 300 indbyggere skal bruge for at kunne handle ind når som helst, er en smartphone med et kamera, der kan scanne den såkaldte QR -kode på døren.
Første gang kunderne besøger butikken, skal de blot taste deres MitID-oplysninger, og så er det ellers muligt at komme ind.
Se indslaget længere nede i artiklen
Det her er en mulighed for, at mindre butikker kan fortsætte driften, siger Benjamin Andersen, der er købmand i Min Købmand i Gundersted.
Købmandsgården drives til dagligt af aktivitetstilbuddet Globen, men på grund af kommunale besparelser skal der skæres i antallet af timer, hvor butikken bemandes.
Glæde i byen
Derfor har købmanden nu tilføjet selvbetjeningsmuligheden. Noget de i byen er rigtig glade for.
- Nu har der lige været skolelukninger flere steder i Vesthimmerland, og det er også på tale rigtig mange andre steder i Nordjylland. Hvis man lige så stille begynder at lukke ting på den måde, så er det jo vigtigt, at man har et andet samlingssted, der gør, at det er attraktivt at bo ude på landet, og det er sådan en butik her med til, siger Ulrik Mark Jensen, bestyrelsesmedlem i Gundersted Købmandsgård.
I hverdagene vil butikken være bemandet fra 9.00 til 15.00, hvorefter kunderne selv skal lukke sig ind og betale for deres indkøb.
Elsebeth Skadhauge er taget turen fra Blære for at handle i forretningen, og hun er yderst imponeret.
- Det er godt nok nemt at komme rundt i butikken og få varer. Megaflotte skilte og det er tydeligt, hvilke varer der er tilbud på, så det kan ikke være bedre, siger hun.
For købmanden betyder det nye koncept lidt mere tid foran computeren, da butikken hele tiden er videoopvåget. Men på den måde kan han også holde øje med, hvis de er ved at løbe tør for brød.
- På mange måder giver det jo meget, meget bedre service, at kunderne kan komme døgnet rundt, når de har behov for det, i stedet for at man er tvunget til at skal være herinde for butikkens åbningstid, siger Benjamin Andersen.