Gamle topfodboldspillere mødes til golfdyst i Gatten
Tilsammen har de flere hundrede landskampe og langt over 1.000 superligakampe på CV'et. Flokken af tidligere professionelle fodboldspillere var i dag samlet på Himmerland Golf Resort. Her havde de for en stund lagt fodboldstøvlerne og konkurrence-elementet på hylden - og byttet dem ud med golfkøller og hyggeligt sammenvær.
En flok af tidligere professionelle fodboldspillere var i dag samlet på Himmerland Golf Resort, hvor foldboldstøvlerne var byttet ud med golfkøller.
Det er fantastisk. Vi går og hygger os her.
Søren Frederiksen, tidligere professionel fodboldspiller
Tilsammen har de flere hundrede landskampe og langt over 1.000 superligakampe på CV'et.
En flok af tidligere professionelle fodboldspillere var mandag samlet på Himmerland Golf Resort. Her havde de for en stund lagt fodboldstøvlerne og konkurrence-elementet på hylden - og byttet dem ud med golfkøller og hyggeligt sammenvær.
- Det er fantastisk. Vi går og hygger os her. Der er en god stemning. Vi spiller okay golf, men der er også lidt skæverter, siger Søren Frederiksen, der tidligere har spillet for blandt andre AaB og Viborg FF.
Gamle spillere møder hinanden
Spillerforeningen står for arrangementet, hvor to hold tidligere professionelle fodboldspillere dyster mod hinanden i golf i en kamp mellem Øst- og Vestdanmark.
- Vi synes, at det er et super tiltag og en god måde at se gamle spillere og gamle medlemmer på, så derfor holder vi sådan en tradition her, siger Thomas Lindrup, chef for spillerrådgivningen i Spillerforeningen.
Dysten strækker sig over to dage, og i alt deltager 24 tidligere professionelle fodboldspillere.
- Der er nogen af dem, dem ser man jo ikke så tit mere, fordi vi laver noget forskelligt alle sammen. Så de par dage, vi har sammen her, det er smadder hyggeligt, siger Søren Frederiksen.
Men det hele er ikke ren hygge. For i kampen mellem Øst- og Vestdanmark står Søren Frederiksen mandag overfor den tidligere OB-spiller Michael Hemmingsen.
- Nu er det selvfølgelig noget helt andet, når det er golf her, men vi spiller jo for at vinde. Han er jo på Østholdet, og jeg er på Vestholdet. Og vi har jo gang i en stor holdkonkurrence, så jeg vil meget gerne slå ham idag, siger Søren Frederiksen.
Spiller, som om det var EM
Og der er mere på spil end som så, for selvom der hænger en EM-guldmedalje fra 1992 hjemme i stuen, så er i dag et vigtigt slag.
- Vi har ikke vundet de sidste mange år, så i dag tror jeg, at vi har en god chance. Så vi spiller, som om det var et EM i dag, siger Henrik "Store" Larsen.
Uanset udfaldet af dagens golfdyst, så vil Søren Frederiksen tage hjem med smil på læben.
- Det er det hele værd. Men det er sjovest, hvis man kører hjem med pokalen. Det er det, vi alle sammen gerne vil. Men det er stadigvæk en mega god dag her, siger Søren Frederiksen.
For første gang i fem år var det de tidligere professionelle fra Østholdet, der vandt golfdysten.