Glæde i Vesthimmerland over udsigten til ny akutbil

Regionsrådet har besluttet at udbygge beredskabet med en døgnbemandet akutbil i Vesthimmerland, og selv om det først er med virkning fra 1. oktober 2022, det skaber glæde i det vesthimmerlandske.

Formanden for Ældrerådet i Vesthimmerland Erik Stagsted kan næsten ikke få armene ned, efter nyheden om at en ny døgnbemandet akutbil er på vej til egnen.

- Det er så dejligt, for det kommer til at betyde en væsentlig kortere responstid, og det er jo en fantastisk for borgerne i Vesthimmerlands Kommune siger han.

Formand for Ældrerådet i Vesthimmerlands Kommune, Erik Stagsted, er sikker på, det vil give mere tryghed i Vesthimmerland, når der kommer en døgnbemandet akutbil.
Formand for Ældrerådet i Vesthimmerlands Kommune, Erik Stagsted, er sikker på, det vil give mere tryghed i Vesthimmerland, når der kommer en døgnbemandet akutbil.
Foto: TV2 Nord

Begejstringen er ikke mindre hos borgmesteren i Vesthimmerland Kommune, Per Bach Laursen (V).

- Vesthimmerland er geografisk en stor kommune. VI har nogle yderområder ud mod Hvalpsund, Gedsted og Aalestrup, hvor vi godt kan bruge noget mere dækning, siger han.

Regionsrådsformand: Akutbil er en god løsning

Ifølge regionsrådsformand Ulla Astman (S) er det netop lange responstider, der ligger bag udvidelsen i Vesthimmerland og Hals, der får en deltidsbemandet akutbil.

- Muligheden med en akutbil synes vi er rigtig god, for en akutbil bliver i området. Den kører ikke væk, ligesom ambulancerne gør, når de skal ind med patienterne på hospitalerne. Akutbilen bliver der, og kan give den tryghed, man har behov for som borger, i forhold til der kommer professionel hjælp frem, siger hun.

Borgmester Per Bach Laursen håber, den større tryghed på sigt kan påvirke bosætningen i Vesthimmerland
Borgmester Per Bach Laursen håber, den større tryghed på sigt kan påvirke bosætningen i Vesthimmerland
Foto: TV2 Nord

Borgmesteren håber, den nye akutbil på længere sigt kan få betydning for bosætningen i Vesthimmerlands Kommune.

- Nu bliver det lidt mere acceptabelt i forhold til at have samme serviceniveau som i sammenlignelige kommuner. Det er et kæmpe fremskridt, vi oplever her, siger Per Bach Laursen.

Den nye akutbil vil komme i drift fra 1. oktober 2022.


Seneste nyt

fra Nordjylland