Glædeligt gensyn med forårsmesse
Der forventes mellem 5000 og 8000 gæster til årets forårsmesse i Aars. Video: Pia Egeberg
For første gang i to år er der igen forårsmesse i Aars.
Der var meget passende forår i luften, da årets forårsmesse i Messecenter Vesthimmerland i Aars lørdag slog dørene op.
På grund af corona er det første gang siden 2018, at forårsmessen afholdes.
Og det var et glædeligt gensyn for forpagter af Kimbrerkroen i Aars Maj-Brit Haldrup.
- Det er så dejligt, at vi kan få lov til at mødes igen, og man kan se folk, uden at der er sygdom med i spillet, siger Maj-Brit Haldrup, der har været fast udstiller i mange af de 30 år, messen har eksisteret.
Forårsmessen bliver hvert år besøgt af mellem 5000 til 8000 gæster, og det glæder direktør i Messecenter Vesthimmerland Brian Otte, at se lokalerne fyldt med gæster igen.
- Vores udstillere har virkelig gjort meget ud af det, så vi kan slet ikke få armene ned, det er helt fantastisk, siger Brian Otte.
Det er Aars Håndboldklub og Messecenter Vesthimmerland, der arrangerer forårsmessen, som primært har til formål at inspirere indenfor hus, have, forårstøj, bolig og biler.
Messen er også åben søndag fra klokken 10 til 16.