Dement 91-årig er fundet i god behold
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Opdateret klokken 21.30: Den 91-årige er fundet lettere omtåget i vejkanten ca. 300 meter fra sin bopæl. Han er kørt til kontrol på Aalborg Universitetshospital, men er uden for livsfare. Nordjyllands Politi takker offentligheden for hjælpen.
Nordjyllands Politi leder tirsdag aften med både hunde, droner og flere patruljer efter en 91-årig, der er meldt savnet.
Den ældre mand er sidst set i et sommerhusområde ved Trend - ved Hellesvej i Løgstør-området - og derfor leder politiet efter ham her.
- Ifølge vores oplysninger blev han set herude ved 13.30-tiden, så nu leder vi intenst efter ham aftenen og natten igennem, til vi forhåbentlig finder ham, fortæller vagtchef Karsten Højrup.
Det var mandens kone, der opdagede, at hendes mand var taget væk fra sommerhuset, han havde opholdt sig i alene det seneste halvandet døgn.
- Hun er naturligvis bekymret for, hvad der kan være sket med ham, lyder det fra vagtchefen.
- Han er ikke så godt gående og begyndende dement, oplyser Karsten Højrup.
Efter en massiv politiindsats og stor indsats af borgerne i sommerhus området blev den 91 årige fundet ca. 300 meter fra sin bopæl. Han lå ned i græsset i vejkanten og blev hjulpet op. Han er lidt diffus og køres til kontrol på skadestuen i Aalborg. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) August 20, 2024