Alt for mange fartglade bilister har længe været et problem for beboerne på Bredgade i Løgstør. De har længe kæmpet for at få chikaner på deres vej, hvilket Vesthimmerlands Kommune nu er ved at bygge. Beboerne på vejen mener dog, at det er de forkerte chikaner, og at de chikaner kommunen er ved at bygge, ikke kommer til at hæve trafiksikkerheden.
Tidligere i år lavede beboerne på Bredgade deres egne chikaner ved at stille trailere langs vejen. Opråbet virkede og kommunen indkaldte kort efter til et borgermøde, hvor der var enighed om at bygge chikaner på vejen.
- Efter min mening, var der bred enighed om, at det var det, der skulle gøres, siger Niels Krebs Hansen, formand for teknik og miljøudvalget i Vesthimmerland.
Kommunen er nu i gang med at bygge chikaner på vejen, men ifølge beboerne er det de forkerte chikaner. Kommunen bygger chikanerne så de er lige overfor hinanden, hvilket tvinger biler fra begge sider ud på midten af vejen. En løsning beboerne ikke er tilfredse med.
Du kan køre ligeså tosset, du vil. Fuld drøn her ind igennem
- Nu er der bare fuld drøn igennem her. Det er både lastbiler og busser og alt det der. Du kan køre ligeså tosset, du vil. Fuld drøn her ind igennem. Det er slet ikke sådan, at vi har ønsket, siger Niels Kristian Larsen, der bor på Bredgade om de nye chikaner.
Politikerne forstår ikke kritikken, da beboerne nu har fået de chikaner de efterspurgte. Chikanerne er efter kommunens mening bygget, som fagfolk anbefaler. Sammen med blandt andet en ny omfartsvej og en ny hastighedsgrænse på 40 km/t, så mener de, at der fundet en løsning på problemet.
- Nu har vi fået en fin ny omfartsvej og nu har Bredgade fået sine chikaner så kom nu Løgstør, lyder det fra Niels Krebs Hansen, formand for teknik og miljøudvalget i Vesthimmerland.