Kraftig brand i træhus i Aars
Et soveværelse i den ene fløj af huset udbrændte.
Røg fra villabrand kunne ses på lang afstand.
Der udbrød ved 14-tiden brand i et træhus på Dunhammervej i Aars.
Branden, der gik igennem taget, var så kraftig, at røgen fra branden kunne ses på lang afstand.
Indsatsleder Allan Frisk fra Nordjylland Beredskab fortæller, at et soveværelse i den ene fløj af træhuset er udbrændt, mens det lykkedes at redde resten af huset, som dog blev røg- og vandskadet.
- Grunden til, at branden kunne ses på lang afstand, er, at der er tagpap på huset, og det giver en kraftig røg, når der går ild i pappet, siger Allan Frisk.
Ingen personer eller dyr kom til skade ved branden, som blev opdaget af en beboer i huset.
Årsagen til branden kendes endnu ikke.