Landmand dømt til at betale næsten 11 millioner kroner
Foto: Peter Mortensen (Arkiv)
En særdeles grov sag om overproduktion af kvæg blev torsdag afsluttet ved Retten i Aalborg. En 30-årig landmand skal nu betale et astronomisk beløb.
En 30-årig landmand fra Aalestrup-egnen er torsdag ved Retten i Aalborg blevet dømt til at betale astronomiske 10.977.000 kroner.
Retssagen handler om overproduktion på mandens ejendom i særdeles grov skala. Landbruget var godkendt til at producere 275 kvæg om året plus opdræt, men i årene 2009 til 2013 producerede han mellem 556 og 654 kvæg om året. Altså en overproduktion på over 100 procent i alle årene.
En miljøgodkendelse gives udfra den miljøbelastning naturen omkring ejendommen kan klare, men landmanden var uenig i Vesthimmerlands vurdering, og havde i perioden en ansøgning om godt 400 køer om året til at lægge ved kommunen. Da der blev varlset et afslag, trak han dog ansøgningen tilbage - men fortsatte overproduktionen.
De næsten 11 millioner kroner som landmanden nu skal betale fordeler sig på 9,76 millioner, der konfiskeres som uretmæssig fortjeneste samt en bøde for overproduktionen på 1.217.000 kroner. Bøden kunne være endt på det dobbelte beløb, men fordi sagen strækker sig så langt tilbage, og har været meget lang tid om at komme for retten, endte den på "kun" 1,2 millioner.
- Kommunen informerer os i marts 2011, der bliver rejst tiltale i december 2014 og så er det først nu - i oktober 2016, der falder dom. Det er urimeligt lang tid, og derfor synes jeg også, det er fair, at bøden bliver halveret, siger anklager Birte Fogh Nissen, der har ført sagen for anklagemyndigheden.
Hun betegner sagen som værende af meget grov karakter, og giver ikke meget for den 30-årige landmands argumenter om at Vesthimmerlands Kommune har vurderet naturen omkring hans ejendom forkert.
- Han har søgt om at udvide, og han har købt en anden ejendom som han ville flytte nogle af dyrene over på, men det gjorde han ikke, og intentionen om at gøre det, er jo heller ikke argument nok for at producere så mange dyr, når godkendelsen ikke giver lov til det.
- Den helt store taber i det her er jo naturen, og den belastning landmandens besætning har haft på naturen, ændres jo ikke med tilbagevirkende kræft, siger anklageren.
Anklagemyndigheden har brugt landmandens egne gødningsregnskaber som grundlag for sagen. Sådanne regnskaber gælder fra 1. august til 31. juli og skal indleveres senest 31. marts året efter. Derfor havde anklageren i december 2014 da tiltalen bliver rejst adgang til regnskabet 2012-2013 som det seneste.
Nu er dommen faldet, og selvom landmanden i 2015 fik tilladelse til at udvide sin besætning til 362 køer, har der også i mellemtiden været en overproduktion. Den er der dog aldrig blevet rejst tiltale for, men anklageren afviser ikke, at det kan ske senere hen.
Sagen blev efter tre retsdage i slutningen af september, optaget til dom. Dommeren har brugt fire uger på at komme frem til dagens dom, der blev sendt skriftligt til anklager Birte Fogh Nissen. Hun ved derfor ikke om landmanden, der i retten erkendte overproduktionen, vil anke dommen.