Lav vandstand i havnen i Løgstør: Bådene står på havbunden
Vandstanden i havnen er onsdag en meter og syv cm. under normalen.
Vandstanden i Løgstør Havn er sjældent så lav som nu. Onsdag er vandstanden en meter og syv under normal.
I havnen i Løgstør ligger flere både - eller lige nu står de. Vandstanden er nemlig så lav, at bådene står på havbunden. Onsdag er vandstanden en meter og syv cm under den normale vandstand. Et syn, man lagt fra ser ofte, fortæller Ib Johansen, der har været havnefoged i Løgstør Havn i 40 år.
- Det er sjældent, at vandstanden er så lav. Det svinger med vandstanden, sådan er det, men det her er ekstremt. Især, at det står på så længe, siger han.
Vandstanden er lav, fordi vinden kommer fra øst. Hvis der er hård østenvind i lang tid, så tømmes fjorden for vand. I følge Ib Johansen har østenvinden nu stået på i omkring ti dage, og den ser ud til at fortsætte.
- Det ser ud til at blive lidt bedre i weekenden, men det er kun kortvarigt, så det kommer nok ikke til at batte det store, siger han.
Bådene burde ikke tage skade
De fleste både er taget op af vandet på grund af sæsonen, men dem som stadig ligger i havnen, har ikke noget at frygte, lyder det fra havnefogeden. Selvom de nu står på bunden og er omringet af is, så burde de ikke tage skade.
- Der er kun risiko for skader, hvis de ligger for tæt på molen eller sådan – altså hvis de rammer ind i noget, men folk er heldigvis gode herude, så det burde ikke ske, siger Ib Johansen.
Normalt er havnen oversvømmet
Ofte er det ellers det modsatte problem, som er i Løgstør Havn. Det er ofte at havnen bliver oversvømmet på grund af vestenvind. Derfor håber havnefogeden også, at vinden snart vender, så der igen kan komme mere vand havnen.