Lever i mørke under naboens pil

Hække, hegn og kæmpetræer splitter naboskaber. I Aalestrup er det gået så vidt, at et ægtepar må bo i mørke, fordi buske og træer lige foran deres vinduer er vokset op til over ti meters højde.

Ægteparret Susanne og Carl Johansen på Markdiget i Aalestrup bor klos op af tæt og meget høj beplantning. Deres stue og køkken i rækkehuset ligger mørkt hen hele dagen

-Det ligner jo en urskov. Der er ikke spor lys, der kommer igennem, og vi har tændt lys i stuerne om dagen, siger Carl Johansen.

Vesthimmerlands Kommune ejer et ti meter bredt bælte mellem Johansen-familiens hus og naboens grund, så det er både naboen og kommunen, der har ansvaret for den vildtvoksende plantevækst. For fem år siden skar kommunen beplantningen ned. Herefter voksede det hele til igen. Carl Johansen har forgæves henvendt sig til kommunen, og en enkelt gang har han også forsøgt at tale med naboen.

-Men han sagde blot, at han ikke ønskede, at vi skulle kunne se over på hans gårdsplads, men det kan vi umuligt, for den ligger et godt stykke væk fra de kæmpetræer og pilebuske, der er plantet lige foran os. Vi er magtesløse. Der er ingen, der vil høre på det, siger Carl Johansen.

Naboerne med de høje træer og pilebuske afviser kritikken overfor TV2 Nord, men ønsker i øvrigt ikke at uddybe nærmere. Kommunen erkender derimod, at der kan gøres mere for at skaffe lys til familien.

-Havde det været i et villakvarter så havde vi haft helt klare regler på, hvor høj en hæk eller et plankeværk må være. Men vi er lidt ude på landet, så det her er lidt en gråzone. Men vi vil nu alligevel tage derud og se, om vi ikke kan beskære lidt igen. Og så vil vi også forsøge at tale med naboen om at få lidt mere skåret ned, siger Niels Krebs, formand for teknikudvalget i Vesthimmerlands Kommune.

-Det kan jo ikke være rigtigt, at vi skal flytte fra det her sted, hvor vi har boet i 18 år, siger Carl Johansen.


Seneste nyt

fra Nordjylland