Lytter til protester: Flertal siger nej til kæmpevindmøller ved Vilsted
Byrådspolitikerne i Vesthimmerlands Kommune skrinlægger planer om fire store vindmøller. Borgmester Per Bach Laursen ønsker afklaring om, der skal opstilles flere møller i kommunen eller ej.
Et flertal i byrådet i Vesthimmerlands Kommune har i dag vedtaget at droppe planerne om fire kæmpevindmøller ved Vilsted.
Et privat vindmøllelaug har gennem længere tid arbejdet på at få de fire 150 meter høje vindmøller op at stå ved Vilsted. Det har betydet kraftige borgerprotester. Borgerne frygter støjgener og stavnsbinding til deres huse. Selvom alle lovkrav er overholdt i processen stemte 18 ud af 26 fremmødte byrådsmedlemmer nej til, at projektet skal gå videre.
Borgmester i Vesthimmerlands Kommune Per Bach Laursen, Venstre, tror, at beslutningen er udtryk for, at man synes, at der er rigeligt med vindmøller i Vesthimmerland.
- Vi må erkende, at der er en anden stemning i dag, så derfor tror jeg, at den fremtid, vi går ind i, kræver noget helt andet, siger Per Bach Laursen, som stadig synes, at vindmøller er en god ide.
Vindmøller stadig en mulighed
Jeg tænker, at nogen, der ikke bor i nærheden af Malle, godt kunne have tænkt, at vi kunne stille de møller op. Dem har vi jo sådan set ikke hørt i den her proces.
Per Bach Laursen, borgmester Vesthimmerlands Kommune, Venstre
Han peger på, at selvom der nu er sagt nej til de fire store vindmøller ved Vilsted, er vindmøller stadig en mulighed i fremtiden.
- Vi har i vores kommuneplan fra 2017 stadig mulighed for at stille vindmøller op et par steder. Men det er klart med den afgørelse i dag, vil jeg sætte på dagsordenen i det nye år, at vi tager en diskussion i byrådet, om man er parat til at sige ”go” til et nyt projekt, eller er det principielt, at man er imod vindmøller. Hvis ikke man vil sætte gang i nye projekter, kan vi lige så godt spare borgernes bekymringer og vindmølleopstillernes og forvaltningens tid, siger Per Bach Laursen.
Borgerne hørt i dette tilfælde
Beboerne i området omkring Vilsted har været aktive med protester imod vindmølleplanerne, hvor de ved flere lejligheder har gjort opmærksom på, at de ikke ønsker møllerne. Per Bach Laursen siger, at beboerne i dette tilfælde er blevet hørt af et flertal af byrådspolitikerne.
- Men der også en anden part. Det er dem, der ønsker at opstille møllerne. Og så har byrådet også ansvaret for at udvikle vores samfund. Jeg tænker, at nogen, der ikke bor i nærheden af Malle, godt kunne have tænkt, at vi kunne stille de møller op. Dem har vi jo sådan set ikke hørt i den her proces, siger Per Bach Laursen.
Han peger på, at det er byrådets opgave at have en overordnet diskussion af, om man skal give mulighed for at opstille flere vindmøller i Vesthimmerland, eller man skal lukke helt ned.