Mads behøver ikke øjne - han binder børster med hænderne
DIY for alle
Kunsthåndværk i alle afskygninger er lørdag og søndag at finde på en stor krea-messe i Aars. Svagtseende Mads Hager sidder i en af standene og binder børster.
Man kan synes, at det må kræve koncentration og to årvågne øjne at få ting til at se pæne ud. Men når Mads Hager sætter sig ned med hestehår, børstehoved og tråd, bruger han ikke øjnene. Ikke bare fordi han er meget svagtseende, men også fordi det ikke er nødvendigt.
- Jeg mærker i fingrene, hvor meget hår jeg skal bruge, siger Mads Hager fra Din Børstenbinder i Aars.
- De øjne, jeg bruger, er fingrene. Simpelthen. Jeg bruger ikke øjnene til det her, tilføjer han.
Mads Hager binder denne weekend børster på en stor kreativ messe i Messecenter Vesthimmerland i Aars. Hestehårene ligger klar på et lille bord ved siden af ham i nydelige stabler, og under fødderne har han en lille tromle med tråden, som han styrer med fødderne.
På 20 minutter har han bundet en opvaskebørste - og han er af den overbevisning, at alle kan lære at gøre det selv.
Folk vil gerne DIY
Netop tanken om at gøre det selv har inspireret til den store messe i Aars, som har trukket kunsthåndværkere fra det meste af Jylland til byen.
Her er både garvere, smykkedesignere, kniplere, filtere, træmalere og drambryggere.
- Der er jo et fænomen, der hedder "do it yourself", og det er noget, der er meget oppe i tiden. Folk vil gerne selv, siger Brian Otte, direktør i Messecenter Vesthimmerland.
Messen er åben for besøg igen søndag.