Maritimt rejsegilde i Løgstør: Gammel dame fik endelig mast og rig
Limfjordsmuseets vartegn er et stort skridt nærmere sejlads, efter der onsdag kom mast og rig på skibet.
I næsten fem år har frivillige og en skibsbygger arbejdet på et gammelt skib, der skal være et nyt vartegn for Limfjordsmuseet i Løgstør. Onsdag formiddag nåede de en milepæl.
- Vi har det præcis, som når man har bygget et stort fantastisk hus, og man holder rejsegilde. I dag kommer masten og riggen på, så det er stort for os, siger museets direktør Anders Bloksgaard.
Artiklen fortsætter under billedet:
En kran løftede masten på plads godt hjulpet på vej af de mange frivillige hænder, der i snart fem år har arbejdet på Kirstine, som skibet hedder.
Hentet som vrag i Helsingør
Det er en jagt-rigget kvase bygget i 1887, der første gang kom til Løgstør i 1912. Her sejlede hun rundt til mindre joller for at købe fisk op, fortrinsvis ål og sild, som der var masser af i Limfjorden dengang.
Vi vil gerne bevare den sejlende kultur.
Anders Bloksgaard, Skibsbevaringsfonden
Skibet har haft en omskiftelig tilværelse og lå nærmest som vrag i Helsingør, da museet erhvervede det. Omtrent 80 procent af skibet er skiftet, og der er foreløbig kastet omkring en million kroner efter projektet. En stor del af pengene kommer fra Skibsbevaringsfonden, som har fulgt restaureringen nøje.
- Vi vil gerne bevare den sejlende kultur. Og jeg regner med, at vi i løbet af i år kan tage de første prøvesejladser, og så er den helt klar til næste år, siger direktør Anders Bloksgaard.
Masten kom i øvrigt på plads i første løft, og Kirstine blev ved samme lejlighed en motor rigere.