Muligvis påsat: Meterhøje flammer står op fra brand på gård
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Området omkring gård ved Aars er spærret af i forbindelse med en mistænkelig brand på stedet.
Brandfolk fra flere stationer er kaldt til større gårdbrand, der er startet af uvisse årsager.
Nordjyllands Beredskab blev kort efter klokken 14 kaldt ud til en brand på en landejendom udenfor Aars.
Fremme på stedet kunne brandfolk og politi konstatere, at flammerne stod op af en ladebygning og et stuehus.
- Da vi kom frem, kunne vi konstatere, at det brændte i en lade og et stuehus. Så vi havde sådan set to brande, der skulle slukkes, samtidigt med at vi skulle lede efter beboere på stedet, fortæller René Nikolajsen, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Der blev derfor tilkaldt forstærkninger for at dæmme op for branden, som bredte sig via tagkonstruktionen.
- Vi har brandfolk fra Aars og Farsø i gang lige nu, og Beredskabsstyrelsen fra Thisted er også ankommet med deres udstyr, der hurtigt kan fylde luft på vores flasker, siger René Nikolajsen.
- Vi har lige nu fået godt styr på ilden i stuehuset, som vi også har gennemsøgt flere gange for at være sikre på, at ingen mennesker var derinde. I laden ligger en større mængde pindebrænde til et fyr, som lige nu brænder kraftigt, og vi lader flammerne lægge sig lidt, inden vi går i gang med at slukke det.
Ifølge TV2 Nords mand på stedet er der ankommet en række politifolk til stedet, og halvanden time efter, alarmen gik, står flammerne stadig ud af laden.
Oådatering 17.30: En ca. 25-årig litauer blev set flygte fra brandstedet, da brandfolk ankom. Vidner fulgte efter manden, der blev anholdt på skoletoilet kort efter. Se link til artikel øverst på denne side.