Nordjysk gymnasium har landets næstlaveste fravær
Foto: Anne Bæk / Ritzau Scanpix
Arkiv.
HHX/HTX på Erhvervsskolerne i Aars har landets næstlaveste fravær på de gymnasielle uddannelser, viser en offentliggørelse fra Undervisningsministeriet.
På HHX/HTX på Erhversskolerne i Aars er eleverne særligt gode til at komme ud af sengen om morgenen og møde ind til time.
Uddannelsesinstitutionen havde i 2018 landets næstlaveste fravær hos de gymnasielle uddannelser. her var fraværsprocenten kun på 5,6 procent, viser en undersøgelse, som Undervisningsministeriet tirsdag har sendt ud. Til sammenligning var landsgennemsnittet på 9,5 procent,
- Det har vi det rigtig godt med. Vi har arbejdet længe med at få fraværet ned, og vi har ligget ret godt de seneste år, siger Else Ravn Rasmussen, uddannelseschef hos Erhvervsskolerne i Aars.
Erhvervsskolerne i Aars bliver kun overgået af HTX på Syddansk Erhvervsskole i Odense, hvor fraværet er på 4,5 procent.
På Erhvervsskolerne i Aars har man de seneste år sat fokus på at nedbringe fraværet hos eleverne. Gymnasiet har blandt andet kontaktlærere tilknyttet alle klasserne, som tager en snak med eleverne, hvis deres fravær bliver faretruende højt.
- Vi har arbejdet rigtig meget med fraværet, fordi undersøgelser viser, at fravær fører til frafald. Og så mister eleverne undervisning, når de ikke kommer i skole. Samtidig forbedrer det elevernes sociale liv, når de sørger for at møde op, siger Else Ravn Rasmussen.
Uddannelseschefen påpeger også, at Erhvervsskolerne i Aars ofte inviterer eleverne til sociale arrangementer som brætspilsaftener og computerparties, hvilket øger sammenholdet blandt eleverne.
Lavt fravær giver mest mulig undervisning
Regeringen har sat øget fokus på gymnasieelevernes fravær, og derfor glæder det Lars Kunov, der er direktør i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, at fraværet generelt er lavt på erhvervsgymnasierne i Danmark.
- Vi er rigtig glade for, at fraværet er lavt på vores gymnasier, for det sikrer, at eleverne får mest mulig undervisning og dermed kan vi sikre, at de opnår det nødvendige faglige niveau, og vi sikrer kvaliteten af de gymnasiale uddannelser. Det hænger da givetvis også sammen med, at eleverne på HHX og HTX er motiverede for at komme til undervisningen, fordi de oplever en spændende og relevant undervisning på deres gymnasium, siger Lars Kunov.
Der går omkring 300 elever på de gymnasielle uddannelser på Erhvervsskolerne i Aars.