Ny ældrereform: Her er 100-årigs dom
Foto: Lisbet Christensen / TV2 Nord
Regeringen præsenterede tirsdag en ny ældrereform. Men det vigtigste for 100-årig er frihed og kartofler.
- Så er der middagsmad.
Døren går op, og ind kommer en social og sundhedsassistent. På bakken har hun et glas saftevand og en tallerken med stegt flæsk, persillesovs og kartofler. Lige en menu for 100-årige Verner Mikkelsen.
- Det kan jeg godt lide, siger han.
Han bor på Plejecenteret Aaglimt i Aalestrup efter en faldulykke i hjemmet, og selvom maden for det meste er god, så er der retter, han ikke bryder sig om.
- Nogle gange er maden noget, man giver til kaniner. Jeg vil bare gerne have nogen kartofler, siger Verner Mikkelsen.
Derfor glæder det Verner Mikkelsen, at der i regeringens nye ældrereform er lagt op til mere medbestemmelse for den ældre.
- Det er vigtigt for mig, at det er noget, jeg har lyst til at spise, siger han.
Kendt personale betyder meget
Udover god mad, er det også vigtigt for den 100-årige, at han kender det personale, der kommer hos ham.
- De er så gode. Dem kan jeg godt lide, siger han.
Derfor falder det også i god jord, at regeringen nu vil sikre mere fast personale ved at lave faste teams hos den ældre. Dog har Verner Mikkelsen allerede en opfattelse af, at det er de samme, der kommer hos ham.
- Det er vigtigt for mig, men de har altså travlt, siger han.
Dertil kommer regeringens forslag om, at det på plejehjemmene skal det være muligt at tilkøbe ekstra ydelser, som man kender det fra friplejehjem i dag. Det falder også i god jord.
- Det kan jeg godt forestille mig.
Det kan være svært at spørge Verner Mikkelsen, om han ser frem til den nye ældrereform. Han er nemlig ikke en mand, der tænker frem i tiden.
Og dog, for der er lige et enkelt punkt, hvor han gerne tænker frem.
- På min 101-års fødselsdag vil jeg have torsk og kartofler, siger Verner Mikkelsen.