Ny forening vil redde udsatte kælegrise

Kælegrise er populære som aldrig før, men i mange tilfælde ender forelskelsen i det nye kæledyr ulykkeligt, og indtil nu har aflivning været det eneste alternativ til de kuldsejlede kæledyrsforhold. 

Grise er blevet voldsomt populære som kæledyr, og siden 2015 er der sket en tidobling i antallet af registrerede kælegrise.

Ofte er ejerne ikke klar over, hvor meget det egentlig kræver at have en kælegris, og derfor er der mange, der efter kun kort tid vil af med grisen igen. Det oplevede Nicolai Sørensen fra Hornum også.

Det var eller kærlighed ved første blik, da han mødte grisen Trunte. Men følelserne gik fra forelskelse til frustration, og den nu forhenværende griseejer blev efter kun få ugers forhold nødt til at skaffe sig af med sit nye kæledyr.  

- Jeg kunne ikke få den til noget som helst, den var bare sur hele tiden, og den pissede og sked ud over det hele, siger Nicolai Sørensen fra Hornum.

Plejefamilie for grise

Trunte er nu kommet i pleje hos den nystiftede forening SOS Dyr, der har et særligt fokus på kælegrise, der er kommet i unåde hos deres ejere.     

- Der har ikke været nogen tilbud. Det folk kan gøre, det er, at de har ringet til Fødevarestyrelsen, og så har de fået af vide, at de kan kontakte en jæger eller gå til dyrlægen og få den aflivet, siger Johnny Haldrup fra Haubro nær Aars, der er en af initiativtagerne til den nystiftede forening. 

Johnny Haldrup har tidligere på TV2 Nord fortalt om sin store kærlighed for kælegrise.

 

Siden da har Johnny Haldrup fået hundredvis af henvendelser fra ejere, der mangler hjælp til at komme af med deres kælegris. En af dem var Nicolai Sørensen, der desperat ledte efter et nyt sted til Trunte.  

- Det så ud til, at de havde det godt, så jeg tænkte, at det kunne være der, siger Nicolai Sørensen.

Kælegrise er ikke som hunde og katte

På Stenildhøjgaard ved Hobro opdrætter de kælegrise, og de ved om nogen, at potentielle kælegrisejere blandt andet skal være opmærksomme på, at det ikke er nok med kun én kælegris. 

- Det er et enormt sociale dyr, der ligesom os mennesker skal have nogle andre artsfæller at snakke med. Mange folk tror, at en gris er ligesom at have en hund eller kat, og det er det altså ikke. Det er et helt andet dyr, siger Niels Buus, der sammen med sine kone opdrætter forskellige grisearter. 

Derudover skal grisene have mulighed for at komme udenfor, ellers bliver de af natur intelligente dyr ikke stimuleret nok.  

- Problemet er bare, at det er ikke sådan, folk de vil holde grisene. De vil have dem i en lejlighed inde i Storkøbenhavn, så de kan gå tur med dem ned gennem Strøget, siger Johnny Haldrup.

SOS Dyr håber, at de efter med den nye forening kan samle sponsorater, donationer og frivillige kræfter, så de kan tage sig af endnu flere kælegrise, der som Trunte havner hos de forkerte ejere.  

I indslaget herunder spoler vi tiden tilbage til 2015, hvor vi mødte Johnny Haldrup og kælegrisene for første gang

 

.


Seneste nyt

fra Nordjylland