Peter føler sig magtesløs over kæmpe solcellepark: - Det er katastrofalt
Peter Thorup forelskede sig i huset i Vannerup for fire år siden, men har senere fortrudt efter, han fik at vide, at der måske kommer en solcellepark 200 meter fra ejendommen. FOTO: Ib William Christensen
Huse mister værdi, og økonomiske kompensationer er utilstrækkelige ifølge analyse.
Peter Thorups udsigt over marker fra huset i Vannerup bliver måske skiftet ud med solceller.
Energiselskabet BioCirc har nemlig ansøgt om at opføre en solcellepark på 680 hektar 200 meter fra Peter Thorups hus.
Og ikke nok med at det kommer til at gå udover Peter Thorups udsigt, så forringer den potentielt kommende solcellepark også værdien på hans ejendom.
- Jeg har fået lavet en ejendomsvurdering på huset i forbindelse med, at det her projekt måske skal være ved siden af. Det vil sætte mig 15 år tilbage rent økonomisk, hvis det her projekt bliver realiseret, siger Peter Thorup og fortsætter:
Jeg tænker, det er helt katastrofalt.
Peter Thorup
Og hans bekymring er ikke uden grund.
Naboer får økonomiske konsekvenser ifølge analyse
En husprisanalyse fra tænketanken Kraka fra 2023 vurderer, at naboer til solcelleparker generelt kan få store økonomiske omkostninger, når en solcellepark bliver opført tæt på deres ejendom.
Hvis en ejendom har 200 meter til en solcellepark, vil ejendommen miste 10,5 procent af værdien, og 3,2 procent hvis solcelleparken er mellem 200 og 400 meter væk fra ejendommen, lyder det i analysen.
Udover det konkluderer analysen, at den nuværende erstatningsordning underkompenserer 75 procent af de naboer, der har søgt krav om erstatning.
Se indslaget her:
Den estimerede geneomkostning er ifølge Krakas analyse større, end den økonomiske kompensation, naboerne rent faktisk modtager.
-Jeg tænker, der er noget i vores system, som overhovedet ikke gør nok for at beskytte os borgere, som risikerer at tabe de penge, lyder det fra Peter Thorup.
Borgmester medgiver problem
Klima-, Energi-, og Forsyningsministeren har ikke ønsket at stille op til et interview. Men borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune Per Bach Laursen er enig i, at den nuværende kompensationsordning ikke er stærk nok.
- Sagen er, at der er nogle nationale ordninger på, hvordan man kompenserer for de gener, der vil være. Om de er gode nok eller ej, det kan altid være en diskussion. De er blevet bedre hen ad vejen, men de er sikkert ikke stærke nok. Det medgiver jeg, siger Per Bach Laursen.
Et håb for fremtiden
En ting er sikkert.
Hvis Peter Thorup vidste, at han måske ville blive nabo til en solcellepark, havde han ikke købt huset for fire år siden.
Nu håber han kun på én ting.
- Jeg håber på, at vores system kommer til at gribe os, der står i den her knibe, lyder det fra Peter Thorup.