Politi lukker værtshus i Aars: Aviskontoret overholdt ikke coronarestriktioner

Flere brud på coronarestriktioner betød, at værthuset Aviskontoret i Aars fredag aften blev lukket af politiet. Lukningen skete uden dramatik.

For mange mennesker i underetagen, for lidt afstand mellem gæsterne i baren og mangel på mundbind på flere af de besøgende resulterede fredag aften i, at værtshuset Aviskontoret i Aars blev lukket af Nordjyllands Politi.

- Vi går ikke i små sko, men når der er så mange ting, der ikke er styr på, så bliver vi nødt til at håndhæve loven, og derfor valgte vi at lukke Aviskontoret fredag aften, siger Henrik Beck. Han er vagtchef hos Nordjyllands Politi.

Det var i forbindelse med en almindelig kontrol, at politiet lagde vejen forbi Aviskontoret fredag aften omkring klokken 21.25. Og da de to betjente trådte ind i værtshuset, oplevede de flere brud på de coronarestriktioner, der er sat i værk for at begrænse smitten af Covid-19. 

Værtshusets underetage er godkendt til 30 personer, og her opholdt der sig omkring 35. Derudover stod 14 af de besøgende oppe i baren. Det er alene et brud på reglerne, der siger, at man skal sætte sig ved et bord, når man har fået sine drikkevarer. Og ifølge Nordjyllands Politi gjorde det store antal af gæster i baren, at der ikke kunne holdes den nødvendige afstand på en meter imellem gæsterne.

Og endelig var der flere gæster, der ikke benyttede mundbind i forbindelse med deres besøg på værtshuset. Derfor valgte politet at lukke værtshuset klokken cirka 21.30. Det skete uden dramatik.

Henrik Beck roser ellers de nordjyske barer og værtshuse generelt.

- Langt de flest barer og værtshuse, vi kontrollere har helt styr på tingene, siger han til TV2 Nord. 


Seneste nyt

fra Nordjylland