Sanketid: Naturen strutter med spændende planter
Foto: Karin Winther
En frokost i det fri peppet op med friske urter.
Der er masser af spændende smage at hente ude i naturen netop nu. "Ud ad døren" tager denne fredag på sanketur med naturvejleder Karin Winther.
Vejbred, brændenælder og grannåle.
Måske ikke lige planter du står og jonglerer med i køkkenet til daglig, når du laver en omgang spaghetti bolognese, men der er rent faktisk mange muligheder for at peppe madlavningen op med anderledes ingredienser. Spiselige planter kan for manges vedkommende findes ganske gratis næsten lige ude på den anden side af køkkenvinduet.
Det er blevet temmelig populært at sanke, og for eksempel har mange gourmetkokke i dag fokus på de helt lokale råvarer og deres anvendelsesmuligheder. Det at sanke, er dog langt fra noget nyt.
Vi er i bund og grund jægere og samlere, og den arv er stadig med, selvom vi i dag skriver 2021.
Karin Winther, naturvejleder Vesthimmerlands Kommune.
- Vi er i bund og grund jægere og samlere, og den arv er stadig med, selvom vi i dag skriver 2021, fortæller naturvejleder i Vesthimmerlands Kommune, Karin Winther, til TV2 Nord.
Mange steder i Nordjylland er der gode muligheder for at sanke. Skoven kan selvfølgelig være oplagt, men der er masser af spiselige planter over det hele som i for eksempel en vild grøftekant. Årstiden lige nu byder særligt på spirer og blomster, mens det senere i høj grad også bliver frugter og svampe.
Man skal dog altid være helt sikker på, hvad det er for en plante, man propper i munden. Ramsløg er netop nu meget anvendt til for eksempel pesto, og ramsløg ligner til forveksling den giftige liljekonval. Desuden skal man også tænke på, hvordan man i givet fald høster fra naturen for ikke at gøre skade. Hvor man vælger at sanke, er heller ikke ligegyldigt. Er det for eksempel i en offentligt skov gælder særlige regler, og hvis det er på privat grund, skal man have tilladelse fra ejeren.
Miljøstyrelsens regler for indsamling i skove:
Hvor må man samle?
I offentligt ejede skove må du som hovedregel indsamle overalt i skoven.
I private skove må du kun tage det med, du kan nå fra vej og sti.
Hvad må man samle?
Svampe, bær og frugter
Bær og frugt må i begrænset omfang samles til privat brug overalt i statens skove og naturområder. Som tommelfingerregel må du samle så meget, at det kan være i en bærepose.
Grene, kviste og løv
Man må i begrænset omfang gerne samle grene, kviste og løv, der ligger på skovbunden til privat brug.
I offentligt ejede skove må man klippe grene og kviste af løvtræer, der er over 10 m høje. Bemærk at det ikke gælder i privatejede skove.
Man må gerne klippe grene af væltede træer - både løv og nål. Det gælder dog ikke i bevoksninger, hvor der laves pyntegrønt (gran o.lign. til julepynt). Her må man hverken indsamle eller klippe grene og kviste.
Planter
Områdets ejer skal være indforstået, før du evt. graver rødder op.
Fredede planter må aldrig graves op.
Kogler, mos og lav
Man må i begrænset omfang samle kogler, mos og lav til privat brug. Det svarer til ca. en bæreposefuld af hver.
Brænde
Hvis du vil samle brænde, kvas og lignende, skal du have et såkaldt sankekort, som giver dig ret til at samle en vis mængde brænde i et bestemt område.
Kilde: Miljøstyrelsen
Hvad du kan smage på med ro i sindet, og hvad der ligner noget spiseligt, men du skal undgå, bliver besvaret, når "Ud ad døren - live" er med fra Uhrehøje Plantage fredag d. 21. maj klokken 11.00. Programmet kan opleves live på Facebook og på TV2 Nord Salto, og efterfølgende kan det findes på TV2 Nords hjemmeside.