Skraldeindsamling: Vær med til at gøre Nordjylland forårsrent
Mogens Jørgensen og naturvejleder Karin Winther er med, når nordjyderne inviteres med ud på skraldeindsamling den 29. marts 2020.
Kampen er sat ind mod skrald i naturen! Alle nordjyder er inviteret med, når Naturmødet, Vesthimmerland Kommune og TV2 Nord holder skraldeindsamling i Uhrehøje Plantage den 29. marts.
Vi ved det egentlig godt. Skrald hører ikke til i naturen. Alligevel findes der tonsvis af skrald i den danske natur. Men nu skal det være slut i Nordjylland.
Derfor er Naturmødet og TV2 Nord gået sammen om at lave en stor kampagne under titlen ”Gør Nordjylland Forårsrent” for at få nordjyderne til at samle det skrald sammen, som de møder på deres vej.
- Vi gør det, fordi naturen er fed, og vi vil gerne gøre noget godt for naturen. Vi er vilde med den her tanke om, at individet kan gøre en forskel. At det man gør, det batter. Det skaber noget ejerskab, og det gør, at man er mere tilbøjelig til at bruge naturen på andre måder, og det giver naturen værdi, siger Jesper Lauritsen, Naturmødechef.
Danmark er et rigt og ressourcestærkt land, og hvis vi ikke kan finde ud af det her, hvordan kan vi så forvente det af Indien? Vi skal gå forrest og vise, at vi kan gøre en forskel.
Jesper Lauritsen, Naturmødechef
Det er første gang, skraldeindsamlingen ”Gør Nordjylland Forårsrent” bliver afholdt, og Naturmødet og TV2 Nord er denne gang gået sammen med Vesthimmerlands Kommune om at arrangere den første skraldeindsamling.
Stedet bliver Uhrehøje Plantage – et skovområde mellem Farsø og Limfjorden, som bliver flittigt brugt at såvel lokale som turister, men det er også et område med et rigt dyreliv, der kan få problemer, hvis der ligger skrald i naturen.
- Vi har nogen dyr, som begynder at æde det her skrald, og det er ikke mange år siden, vi havde et dådyr her fra området, som blev skudt, og da man sprættede maven op, så var der 3-4 kilo plastik i maven. Det er ikke noget, man tænker over, når man ser dyrene herude, men man er udfordret også som dyr, hvis vi lader det her skrald ligge, så det skal vi have gjort noget ved, siger Karin Winther, der er naturvejleder i Vesthimmerlands Kommune.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Ved at lægge jord til den første forårsrengøring i den nordjyske natur håber naturvejlederen, at det kan inspirere nordjyderne til at passe bedre på naturen i hele Nordjylland.
Ikke alle er lige gode til at tage det skrald med hjem og kun efterlade sine fodspor
Karin Winther, Naturvejleder, Vesthimmerlands Kommune
- Når vi går ud i samlet flok, så sætter vi fokus på skrald i naturen alle steder i Nordjylland. Det er jo ikke sådan, at der er efterladte hjørnesofaer og kummefrysere alle steder, men der er rigtigt meget småt skrald, siger Karin Winther.
Tanken bag ”Gør Nordjylland Forårsrent” er, at nordjyderne går sammen om at hjælpe med at samle skrald i ét udpeget område, og så kan skraldeindsamlingen flytte rundt til andre naturområder i Nordjylland i fremtiden.
- På TV2 Nord vil vi gerne samle nordjyderne omkring en begivenhed og et projekt, der giver god mening for Nordjylland. Naturen betyder meget i vores landsdel. Ikke bare for os selv, der bor her, men også for de tusinder af turister, der besøger os hvert år. Derfor har vi valgt at sætte fokus på at passe godt på vores skønne nordjyske natur. Vi vil hylde de nordjyder, der allerede arbejder i det store og det små med at passe på naturen, ligesom vi med ”Gør Nordjylland Forårsrent” giver endnu flere nordjyder mulighed for at være med til at gøre en forskel, siger chefredaktør Tino Pedersen, TV2 Nord.
Skraldeindsamlingen foregår den 29. marts klokken 10.00-12.00, og hvis du vil være med, skal du møde op ved Naturbasen i Uhrehøje Plantage. Herfra går man ud i grupper og samler skrald både i og omkring plantagen, og til sidst skal vi se, hvor meget skrald, naturen er blevet befriet for.
Nature Rangerne fra Vesthimmerlands Kommune vil denne dag hjælpe de fremmødte med at lave pandekager over bål, ligesom der er varm kakao og kaffe på kanden.
TV2 Nords Mogens Jørgensen vil også være med i plantagen for at samle skrald med nordjyderne, og TV2 Nord sender direkte fra skraldeindsamlingen.