Snyder journalister, når de kongelige er der: - Det er et fristed

I Trend er der enighed om, at den kongelige familie skal have fred og ro, når de er i byen. Her er de nemlig oftere end så mange andre steder, da kongefamilien har en jagthytte ved byen.

En stor overraskelse.

Det var det, der også gik igennem lokalsamfundet i Trend, da Dronning Margrethe i sin årlige nytårstale valgte at abdicere efter 52 år. 

Netop i Trend har kongefamilien nok en lidt større status, end den har mange andre steder. Familien har nemlig en jagthytte i Trend, og det er helt tilbage fra Kong Frederik 9. og Dronning Ingrid, som fik jagthytten i folkegave. 

Her er der plads til fred og ro, og det bakker man op om i lokalsamfundet. 

- Der er en gammel regel om, at vi omtaler ikke, når vi ved, at der er nogen derovre. Vi omtaler det ikke for nogen. Så når journalister dukker op og lægger sig her i hegnet, så fortæller vi, at der er en indgang om på den anden side. Og der har vi sendt mange journalister om, og der er ikke nogen indgang, siger den lokale Jørgen Graversen med et stort grin.

Det var faktisk en lille hemmelighed, du afslørede her?

- Ja, det må jeg sige. Så må vi finde en ny forklaring, når journalister kommer for på besøg, fortæller Jørgen Graversen. 

Fred og ro

Jørgen Graversen har boet i området ved Trend i 22 år sammen med sin kone, og når kronebilerne kommer, så holder man det for sig selv.

- Jeg har været embedsmanden her i området, og det var noget af det allerførste, jeg fik at vide. Dronningen skal have lov til i fred og ro at gøre indkøb oppe i centret i Farsø. Sådan er det. Og så retter man sig selvfølgelig efter det, siger han og tilføjer, at sådan er det også i dag.

Han var som mange andre ganske overrasket over beslutningen.

- Vi havde en lille konkurrence, som gik ud på, hvad dronningen ville omtale. Og så vi havde 15 stikord hver. Og det her stikord, det var der ingen af os, der havde, siger han.

010124 010124 reaktioner nytårstale jebo 12839

- Jeg synes, det var så perfekt

Et andet sted i Trend er der også en, som har mødt familien flere gange. Det er ejeren af Trend Kro gennem 31 år, Gitte Sørensen, som to gange - godt nok for lang tid siden - har haft fornøjelsen af at servere for den kommende konge, Kronprins Frederik. 

- Da jeg kom her for 31 år siden, fik jeg at vide, at hvis man så kronebiler, så var det ikke noget, man snakkede om. Fordi det er deres fristed. Så det skulle man bare acceptere. Når de er her, så er det fordi, de skal have fred og ro, siger Gitte Sørensen.

Så de lokale er meget enige om, at det ikke er noget, man lige fortæller videre, at kongefamilien er i Vesthimmerland. Og Gitte Sørensen tror også, at jagthytten kommer til at fungere, som den altid har gjort.

- Jeg tror, de vælger stadigvæk at have det som et fristed. Hvor de kan tillade sig måske at være, ligesom alle os andre, at der ikke står en journalist i nakken for dem. De kan tillade sig at holde fri og lade børnene klatre i træer og være børn. Så det tror jeg, at det bliver det samme, siger hun.

Og hun synes også, at det var en meget fin måde, at Dronningen annoncerede sin tilbagetræden. 

- Jeg synes, det var så perfekt. Det kunne ikke være bedre gjort. Lige der, hvor vi skal have alle de gode og dårlige nyheder. Jeg synes, det var så flot. Hun kunne ikke have gjort det bedre.

Slapper af, når de er her 

Det er kun ganske få, der på forhånd vidste, at Dronningen ville træde tilbage. Det gjorde man selvfølgelig ikke i det nordjyske i Trend, og hos borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V), er man glade for, at kongefamilien bruger jagthytten. 

- Det er jo svært at sige, at det betyder alt, for det gør de jo selvfølgelig ikke. Men det, at kongefamilien har haft relationer til Vesthimmerland igennem så mange år, betyder noget i vores bevidsthed. Det er jo ikke sådan noget, vi går og skilter med, siger han og fortsætter:

- Vi har respekt for, at kongefamilien har det her fristed. Så derfor ynder vi også beskytte dem, når de er her. 

010124 010124 reaktioner nytårstale jebo 12837

Men han blev også som alle andre overrasket over nyheden om abdiceringen. 

- Ja, det var da nok ligesom alle andre danskere en usædvanlig overraskelse over, at hendes majestæt nu kunne igen være brilliant og melde det ud. Total fed timing, synes jeg, siger borgmesteren.

Tidligere, tilbage i Kong Frederik 9.'s tid, var familien mere synlige i lokalområdet, og det har forandret sig med tiden. Dog har familien også været til stede til ved et Sankt Hans bål, og borgmesteren håber på, at familien vil fortsætte med at komme i området.

- Jeg tror jo helt sikkert, at de selvfølgelig vil have deres børn med herop. Og det har de jo også den dag i dag. Det er jo ingen hemmelighed, at vi også har ambitioner for Royal Run her i Vesthimmerland, siger borgmesteren og fortsætter:

- Han (Kronprins Frederik, red.) har en stor passion for stedet her, og jeg ved også, at han tilbringer meget tid heroppe.


Seneste nyt

fra Nordjylland