Stuehus i Gundersted i brand
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En voldsom brand har ødelagt overetagen på et stuehus i Gundersted totalt.
Nordjyllands Beredskab blev torsdag kort før klokken 14 kaldt ud til en brand i et stuehus tilknyttet en gård på Brusåvej 28 uden for den lille by Gundersted midt mellem Nibe og Aars.
Og de kan meget vel komme til at arbejde på stedet i nogle timer, for branden har haft godt fat i stuehuset.
- Overetagen er udbrændt, så nu arbejder vi på at forhindre branden i at sprede sig nedad i huset, siger Jes Caspar Mortensen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Indsatslederen har et enkelt slukningstog til at slukke branden, men endnu en tankvogn og brandsprøjte er klokken 14.35 på vej til stedet fra Løgstør for at assistere med hvad der kan blive en vanskelig opgave.
- Ilden kan ligge i etageadskillelsen uden at vi kan se den, så vi skal arbejde på at finde de ildlommer, der måtte gemme dem, og få dem slukket ned, siger indsatslederen.
Den kraftige vind, der i løbet af dagen kan give vindstød af stormstyrke, har ikke gjort arbejdet med at slukke branden sværere. Den kunne tvært imod gavne slukningen i de indledende faser hvor den kunne hjælpe vandet med at trænge ind i huset og køle branden ned.
Ingen personer er kommet til skade ved branden.