LIGE NU:

Vikartjans: Forældre er skolepatrulje i Aalestrup

5. og 6.-klasseeleverne er sendt hjem, og de plejer at være skolepatrulje. Så nu er det forældrene, der sikrer skolevejen ved Aalestrup Skole.

Gennemsnitsalderen på skolepatruljen ved Aalestrup Skole er steget betragteligt her de seneste dage.

For det plejer at være elever fra 5. og 6. klasse, der er ude med den gule slikkepind og sikre, at de øvrige elever kommer sikkert i skole.

Men eleverne fra 5. og 6. klasse er sendt hjem på grund af coronarestriktionerne, så en gruppe forældre har taget tjansen med at være skolepatrulje.

En af forældrene, Sten Ettrup, fortæller, at skolelederen havde givet besked på Aula om, at der i en periode ikke ville være skolepatrulje ved skolen.

- Jeg kontaktede nogle andre forældre, og der har ikke været problemer med at skaffe opbakning til, at vi kan være skolepatrulje, siger Sten Ettrup.

Han fortæller, at der nu er lagt en plan, så skolepatrulje-vikarjobbet blandt forældrene nu rækker frem til, at eleverne igen kan vende tilbage.