Villa nedbrændt i Aars: 70-årig reddede sig selv ud

Husets ældre beboer opdagede branden ved, at lyset var gået ud. Han er kørt på hospitalet til observation for røgforgiftning.

En 70-årig mand slap heldigt fra den brand, der torsdag morgen raserede hans hus på Kimbrervej i Lille Binderup sydøst for Aars.

Manden, der bor alene, vågnede ved 3-tiden i nat ved, at lyset i huset var gået ud. Det fik ham - heldigvis - til at stå op for at se, hvad der var sket.

Dén beslutning viste sig at blive hans redning - for her opdagede han, at det lugtede brændt. Flammerne havde allerede godt fat i huset.

Den ældre herre fik reddet sig selv ud - og brandvæsenet blev kontaktet.

- Manden er kørt til nærmere undersøgelse for røgforgiftning, men han virker ikke umiddelbart til at være kommet noget til, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg. 

Nu skal tekniske undersøgelser vise, hvordan branden opstod.

- Vi har en formodning om, at det kan være opstået i en elinstallation, oplyser vagtchefen.

Branden var ifølge vagtchefen på intet tidspunkt i fare for at sprede sig til andre bygninger.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland