Syv døgn på hospice

Når Jan skal herfra, skal det være med fuld musik


Et ophold på Hospice Vendsyssel er for de uhelbredeligt syge og døende. Her ser både patienterne, deres familier og de ansatte hver dag døden i øjnene - et grumt vilkår der for en stund kan gøre livet det smukkere og mere forunderligt. Jan, Elisabeth og Poul er nogle af dem, der venter på afslutningen på Hospice Vendsyssel. Her er deres historier.

- I skal bare trække stikket.

 

Jans stemme er en sort, hivende raspen, der knap kan høres, som han sidder dér i en blød lænestol på sin stue en mørk morgen i december og beder om ikke at blive genoplivet.

Han har kræft i spiserøret, og efter en ugelang indlæggelse på sygehuset er han nu med en sonde i hånden nået frem til det, han håber vil blive hans endestation: Hospice Vendsyssel i Frederikshavn.

På sengen sidder Jans kone Susan med hunden Gizmo. Hun betragter tavst og tænksomt sin mand, mens han taler med lægerne. Siden han fik diagnosen i starten af 2017, er det gået hurtigt. Nu er de nået til det punkt, hvor lægerne ikke kan gøre mere, og hvor Jan heller ikke ønsker mere behandling.

Han vil bare herfra så smertefrit som muligt.

Susan forstår det godt. Hun støtter sin mands beslutning og ønsker for ham, at det må gå hurtigt nu. De har allerede snakket om det mange gange. De er afklarede. Men Susan ved, at med ham dør også det liv, de har bygget op sammen i Skagen - og alle deres planer og drømme for tilværelsen som efterlønnere.

 

Elisabeth, 86 år

"Den møgsygdom"


Inde på stuen ved siden af er 86-årige Elisabeth så småt ved at vågne. Hun er en af de otte andre patienter, der lige nu for en periode har deres hjem på Hospice Vendsyssel.

Hver morgen står hun op til en verden, hvor hun er alene.

I 65 år faldt hun hver aften i søvn med sin mands hånd i sin. Men Kaj døde for et halvt år siden af prostatakræft. Siden er verden blevet et ensomt sted. Et sted, hvor 65 års ægteskab og kærlighed er blevet ædt af en sygdom, der nu også er ved at æde hende.

 
 
Foto: TV2 Nord

Så Elisabeth kan godt blive sur. Og frustrationen hælder hun lige så stille ud i den mørkeblå morgenstund til den sygeplejerske, der er kommet for at sige godmorgen.

- Den møgsygdom. De har ikke styr på den. Jeg er gammel nok til at kunne huske, dengang folk døde af tuberkulose. Det gør de ikke længere. Måske vil det engang blive det samme med kræft, men det når jeg ikke at opleve.

Kaj døde 90 år gammel af prostatakræft.
Kaj døde 90 år gammel af prostatakræft.
Foto: TV2 Nord

Tomrummet efter Kaj og det rejseeventyr, deres liv sammen var, har fået Elisabeth til at tabe sig. Hun har manglet energi og appetit. Men efter at være kommet på hospice, er der faldet en anden ro over hende. Hun er med til fællessange på gangen, hun bliver puslet om af personalet, og hun går små ture på linoleumsgulvene med sin datter.

Hun får klippet sit hår og ordnet sine negle af en frivillig frisør, der kigger forbi hospice hver uge. Hun kan se ud over den by og det hav, der har været hendes hjem i mange år.

 
 
Foto: TV2 Nord

Hospice Vendsyssel er et fredfyldt sted at vente på slutningen. Og det er det, alle ni beboere på stuerne gør. De venter. De ser det ultimative livsvilkår i øjnene og accepterer, at deres tid er ved at rinde ud. De gør det omgivet af deres elskede og et personale, der kan håndtere de umulige følelser, det afføder.


Elisabeth bliver udskrevet fra Hospice Vendsyssel den 18. december 2017, men bliver indlagt igen en måned senere. Hun dør den 29. januar 2018.

En fod foran den anden


Jan drømmer om at komme hjem tl huset i Skagen en sidste gang. Men det kræver, at han selv er i stand til at klare turen fra bilen til hoveddøren.

Skridtene er tøvende og usikre. 

Med vidt opspilede øjne triller Jan langsomt ud af døren til sin stue og ser sig om på Hospice Vendsyssel. Han har ikke været uden for den dør, siden han kom. Men med en fysioterapeut ved sin side og en sygeplejerske og en iltflaske i en vogn efter sig krydser han nu dørtærsklen.

- Det er nyt, siger han med frygtsomt smil i stemmen.

 

Det er længe siden, han sidst har været oppe på den måde. Længe siden han sidst for alvor har brugt sine ben. Kræften har tæret på ham og holdt ham i sengen i flere uger, så en gåtur er ikke længere bare en gåtur, men et stort projekt.

 
 
Foto: TV2 Nord

- Det går så fint. Du klarer det rigtig flot, siger fysioterapeuten opmuntrende, og Jan triller et par meter videre.

Jan vil gerne hjem til Skagen og se til Susan og Gizmo. Han drømmer om et sidste besøg i den tilværelse, kræften ellers har ødelagt. Derfor er Jan gået i træning for selv at kunne gå fra indkørslen til hoveddøren hjemme i Skagen. Og jo hurtigere, det kan lade sig gøre, jo bedre.

Det er nemlig ikke til at sige, hvor mange dage Jan har tilbage. Så Jan og Susan har taget hul på snakken om, hvordan Jan gerne vil herfra.

Allerede for et par år siden besluttede han, at han vil brændes og sættes ned på et lille gravsted. Han vil ikke have, at hans efterladte skal have besværet med at passe et stort gravsted, når han er væk. Sammen med Susan og en af sygeplejerskerne beslutter han sig for, hvad han skal have på i kisten: ikke et jakkesæt eller noget i den stil, men en trøje fra Jans gamle arbejdsplads, Scanel. 

Og de er blevet enige om, at han skal bæres ud til fuld musik.

 

Turen bliver ikke lang. Men den bliver lang nok. Bagefter er Jan udmattet.

Han vælger sengen i stedet for den stol på stuen, han ellers helst vil sidde i, og bliver hjulpet til rette på sengekanten. Stakåndet finder han alligevel energi til at joke med fysioterapeuten.

 

Et liv rinder ud


68-årige Poul fra Strandby har lungekræft. På en stue ikke langt fra Jans har han kun få timer tilbage at leve i.

Poul er ikke længere ved bevidsthed. Hans vejrtrækning, der er overfladisk og langsom, er det eneste, der kan høres i den stille, dunkle stue. Det er, som om luften ikke når helt ned i hans lunger længere.

 
 
Foto: TV2 Nord
 
 
Foto: TV2 Nord

Hans kone, Inge, er hos ham, som hun har været det, siden de blev gift i 1975. De har været gift så længe, at ord mellem dem med tiden er blevet overflødige - et enkelt blik kan være nok. Men nu er der ikke flere blikke at få.

I lyset fra en enkelt lampe er Poul ved at forlade hende.

Poul var en mand, der levede her og nu. Han tog ikke sorgerne på forskud. Så der er mange ting, han og Inge ikke har fået snakket om, mens tiden var til det. Men en af de gange, de tog hul på de svære samtaler, lovede hun ham, at hun ville følge ham så langt, hun overhovedet kunne på denne sidste del af hans livsrejse. 

 

De har vidst, siden han fik diagnosen i 2014, at det kunne ende her. Og det gør det også. Poul dør på Hospice Vendsyssel den 6. december med Inge og deres to børn ved sin side.

Tilbage står den bundløse sorg og erindringen om det menneske og det liv, han var. På Hospice Vendsyssel tænder de et lys for ham, den aften han dør, og det får lov til at brænde, indtil han næste dag skal forlade stedet igen. 

 

Inge hjælper sygeplejersken med at gøre ham i stand og lægge ham til rette i sengen. Dagen efter lægger bedemanden ham i en hvid kiste, og familie og venner samles i hospices opholdsstue. Det er tid til at synge Poul ud.

Jans sidste køretur


En frostklar dag i december, mens himlen er høj og blå og solskinnet skærende klart, bliver Jan kørt ud af sin stue i en kørestol. En taxi venter på ham foran Hospice Vendsyssel, og hjemme i Skagen venter Susan og Gizmo.

Han skal hjem til det gule rækkehus på et sidste besøg. 

 

Susan har næsten ikke sovet den nat. Udsyngninger som den fra Pouls stue har sat nogle tanker i gang, hun har svært ved at håndtere. Det kan være Jans tur lige om lidt.

Hun ved, at han ønsker, at det må gå hurtigt og smertefrit, når tiden kommer. De har jo snakket om det, og hun ønsker også for ham, at det må gå hurtigt. Men hun føler sig alligevel ikke helt klar. For hvad så bagefter?

Susan tør ikke tænke tanken til ende. Hun og Jan har været sammen så længe. Han har gjort hende til det menneske, hun er i dag. Så hovedet går i sort, når hun når dertil.

 
 
Foto: TV2 Nord

 På parkeringspladsen kan hunden Gizmo næsten ikke være i sig selv, da bildøren bliver åbnet, og den kan genkende Jan på passagersædet. Den lille hund hopper og springer, løber til og fra og kommer med nogle skingert halvkvalte glædesudbrud. 

Med lidt hjælp fra en rollator og den sygeplejerske, der har taget turen med ham fra hospice til Skagen, tilbagelægger han de sidste meter fra taxien til hoveddøren.

Jan er hjemme.

 

Susan møder ham i køkkenet med tårer i øjnene. Ordene bliver få og fattige. Nærmest banale. De ved begge to, at det nok er sidste gang, han står lige her. Sidste gang han kan sætte sig ind i sin yndlingsstol og tage en ekstatisk Gizmo op på skødet. 

Døden er blevet så nærværende, et kompromisløst, uundgåeligt vilkår i deres liv, der tvinger dem til at hive det bedste ud af hver eneste dag og hvert eneste sekund. Så Susan gemmer sig med sine tårer i køkkenet. Dem skal Jan ikke se.

Han skal bare nyde det, inden Susan om lidt kører ham tilbage til stuen på Hospice Vendsyssel.

Artiklen er blevet til på baggrund af tv-programmerne "Syv døgn på hospice". Optagelserne blev lavet på Hospice Vendsyssel i Frederikshavn i begyndelsen af december 2017.

Du kan se alle fire programmer om livet på Hospice Vendsyssel her.