Seneste nyt

fra Nordjylland

Lastbil kom til undsætning, da tre trafikanter kolliderede på motorvejen

Kort før onsdag middag var der et færdselsuheld på E39 Hirtshalsmotorvejen i sydgående retning mellem afkørsel 4 Hjørring S og afkørsel 5 Vrå. 

- En lastbil og to biler er stødt sammen af uvisse årsager, fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen. 

Politibiler og ambulance ilede til stedet, men ifølge vagtchefen er der ikke sket personskade. Der er dog sket materiel skade. 

Kortvarigt var vejen spærret. 

- Der skulle ryddes op og skubbes nogle biler ind til siden, og det var faktisk ved hjælp fra en chauffør, der lige satte sin lastbil på tværs derude. Inden for 10 minutter eller et kvarter var der farbart i det ene spor, lyder det fra Thomas Ottesen. 

Lastbilen spærrede for trafikken og beskyttede dermed de implicerede. 

240424 Uheld E39
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord