Seneste nyt

fra Nordjylland

Brand skabte røgspredning til Meny: - Vi trak kunderne væk fra bagerste ende

Nordjyllands Beredskab og Nordjyllands Politi har været til stede ved en brand på Klarupvej ved Aalborg. 

Klokken 17.12 kom meldingen ind på brand i noget papir ved en kabine i et solcenter.

- Men branden er slukket igen, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Frank Winther.

Røgen ved branden gav dog også en smule udfordringer.

- Vi skulle jo få ventileret ud, så Meny-butikken, der er tæt på, kunne holde åbent. Der kom en smule røg derind. Men det er der ikke længere, siger Frank Winther og fortsætter:

- Vi trak kunderne væk fra den bagerste ende, hvor røgen var, og op mod kassen, men ellers kunne de holde åbent som normalt, og vi fik styr på situationen. 

Solcenteret i sig selv blev også ganske hårdt ramt. 

- Der er brandskade og kraftig røgskade i solcenteret, så der går lidt tid, før de kan holde åbent igen, siger indsatslederen.

Solcenter brand
Foto: Privatfoto