Seneste nyt

fra Nordjylland

Efterlyst 15-årig dreng er fundet i god behold

Opdateret: Nordjyllands Politi meddeler lørdag kl. 21:30, at den 15-årige dreng er fundet i god behold.

Nordjyllands Politi beder offentligheden om hjælp i jagten på en forsvundet 15-årig dreng fra Ukraine.

Han gik fra sit hjem i Aalborg Øst fredag aften. Det skriver Nordjyllands Politi på det sociale medie X.

Drengen beskrives som 180 centimeter høj, spinkel med mørk kort hår. Han er desuden lys i huden og taler dansk.

Da han gik fra hjemmet, var han iført en mørk regnjakke, mørk hættetrøje af mærket North Face, mørke joggingbukser og sorte New Balance-sko.

- Vi formoder, han er gået i aftes og i løbet af nattetimerne, så han kan være nået langt, lyder det fra vagtchef Lau Larsen.

Selv om Nordjyllands Politi ikke formoder, den 15-årige har været udsat for en forbrydelse, tager de stadig hans forsvinden meget alvorligt.

- Når man kun er 15 år og går uden at sige det, så bliver vi bekymrede - det er klart.

Tip gerne politiet

Flere har ringet ind til Nordjyllands Politi i forsøget på at hjælpe med at finde drenge , men indtil videre har der ikke været gennembrud i sagen.

- Nej, vi har ikke fået afgørende henvendelser endnu, så vi har stadig behov for at høre fra folk, der har en idé om, hvor han kan være søgt hen, fortæller vagtchefen.

Har du set den 15-årige, hører Nordjyllands Politi gerne fra dig på telefon 114.