Seneste nyt

fra Nordjylland

Flyvevåbnet overraskede kong Frederik, inden majestætens første udenlandske flyvning som regent

Forud for kong Frederiks første udenlandske besøg som dansk regent havde Flyvevåbnet forberedt en overraskelse til majestæten, inden han drog med Polen.

Challenger-flyet, der skulle sørge for, at kong Frederik kom sikkert frem, var nemlig blevet udsmykket med kongens helt eget monogram.

- Vi synes, at det er lidt på sin plads. Det er trods alt en af de vigtige opgaver, som vi også løser. Nemlig at sørge for at regeringen og kongehuset kan repræsentere Danmark på fin vis ude i verden. Så vi ville gerne markere majestætens første udenlandske flyvning som regent, siger Morten Valentin, der er presseofficer ved Air Transport Wing på Flyvestation Aalborg.

Se monogrammet herunder:

Hvor længe monogrammet bliver på flyet afhænger af, hvornår det igen trænger til vedligeholdelse. Hos Air Transport Wing har de dog ikke travlt med at få monogrammet pillet af.

- Det ser ret godt ud, synes vi, siger Morten Valentin.

Under besøget til Polen slår kong Frederik vejen forbi Warszawa og havnebyen Szczecin i det, der kaldes et såkaldt erhvervsfremstød.

Kong Frederik, der i forbindelse med tronskiftet blev udnævnt til den højeste militære rang, som henholdsvis admiral i Søværnet, general i Hæren og general i Flyvevåbnet, bliver i Polen indtil 2. februar.