Seneste nyt

fra Nordjylland

Økonomien er reddet i Safe House

 Økonomien er reddet i Safe House

I starten af året var det tæt på, at foreningen måtte dreje nøglen om, men nu er en bevilling fra Aalborg Kommune faldet på plads, så der er 400.000 kroner på vej til foreningen bag Safe House om året de næste tre år. 

- Det er en blåstempling. Nu kan vi rigtig komme ud og søge nogle sponsorater. Vi har mødt lidt skepsis, når vi har været ude og lede efter sponsorater, lyder det fra Martin Bossen, der er medstifter af Safe House.

- Eventuelle sponsorer har gerne villet have kommunen med, inden de åbner kassen, så det er rart at have fået den her blåstempling, fortæller Martin Bossen.

Hos Restauratørforeningen, som dækker restaurationer og beværtninger udenfor Jomfru Ane Gade, har der været stor opbakning, mens det har været sværere for Safe House at hente støtte fra beværtningerne i Jomfru Ane Gade.

- Indtil videre har vi otte steder med, og det vokser stille og roligt, men vi vil gerne have hele Gaden med til at bakke op om det.

- Vi ser helst, at alle bakker op. Det er lidt skidt, at folk er klar til at servere alkoholen, men at de ikke vil tage det sociale ansvar bagefter, påpeger Martin Bossen.

En af de helt store spillere i Jomfru Ane Gade, der står udenfor samarbejdet med Safe House, er Rekom, som ejer 11 steder i og omkring Jomfru Ane Gade.