Pirates præsenterer ny direktør efter sag om dokumentfalsk

Den nye direktør begynder per dags dato.

Aalborg Pirates løfter nu sløret for, hvem der bliver ny direktør i den nordjyske ishockeyklub. Bestyrelsen har til middag præsenteret Claus Holstein som midlertidig direktør.

- Som tidligere repræsentant i Aalborg Pirates’ bestyrelse har Claus Holstein et stort kendskab til vores organisation, opbygning og samarbejdspartnere. Derfor er han valgt til at tiltræde som interim (midlertidig, red.) direktør, og vi er glade for at få så tung en erhvervsprofil ind på posten for at skabe en fremtidig stabilitet, siger bestyrelsesformand Morten Fals.

Ansættelsen sker efter en tid, hvor negative overskrifter har klæbet sig til klubben. Piraterne blev slået ud i semifinalen om det danske mesterskab, og siden kom det frem, at den daværende direktør Lars Laursen fik frataget sine beføjelser på grund af besvigelser og dokumentfalsk den 17. april.

- Claus kommer med tung erfaring som tidligere direktør i Port of Aalborg og bestyrelsesmedlem i virksomheder, der har et omfang, som er meget større end Aalborg Pirates, siger Morten Fals.

Som direktør får Claus Holstein til opgave at styrke klubben administrativt og kommercielt forud for den kommende sæson og Aalborg Pirates værtskab for kvalifikationen til Vinter-OL. Her bliver Aalborg i august 2024 dansk hjemmebane for herrelandsholdet i en pulje med Norge, Japan og Storbritannien.

- Mit fokus bliver at gøre Aalborg Pirates en økonomisk bæredygtig klub i mange år frem. Blandt andet via større samarbejdspartnere og en stærk organisation. Der er tale om en klub, der har været ude for en uheldig hændelse, men det er en sund og veldrevet organisation, så det bliver et optimistisk og positivt stykke arbejde at gå til, siger Claus Holstein.

Ifølge Morten Fals har bestyrelsen på få uger sikret klubbens fundament ved at rejse 4,5 millioner kroner i sponsorater og lånekapital.

- Claus Holsteins vigtigste opgave bliver at styrke vores forretningsmodel og de kommercielle aktiviteter og dermed medvirke til, at sportschef Ronny Larsen får et slagkraftigt hold på plads, forklarer Morten Fals.


Seneste nyt

fra Nordjylland