To rådmænd i EU-valgkamp - derfor har kun den ene taget orlov

To aalborgensiske lokalpolitikere, der efter sidste valg begge sikrede sig en rådmandspost i Aalborg, er i denne tid i valgkamp i håb om at opnå en plads i Europa-Parlamentet ved valget 9. juni.

Begge er deres respektive partiers spidskandidat, og begge spås gode chancer for at blive valgt.

Men de to, Per Clausen fra Enhedslisten og Kristoffer Storm fra Danmarksdemokraterne, har valgt to forskellige tilgange til at føre valgkamp. 

Mens Per Clausen har frasagt sig sin rådmandspost og søgt orlov fra byrådet i Aalborg, er Kristoffer Storm fortsat både rådmand og byrådsmedlem - og i øvrigt også medlem af regionsrådet frem til valgdagen.

- Jeg skal ikke vurdere, hvad andre gør. Men med det aktivitetsniveau, min valgkamp lige nu indebærer, kunne jeg umuligt passe et rådmandsjob ved siden af, siger Per Clausen.

211122 Per Clausen og Vendsysselværket brst 4307

Hvis Per Clausen opnår valg til Europa-Parlamentet, træder han permanent ud af byrådet.

Det gør Kristoffer Storm også. Men han vil først vide sig sikker på, om han får Bruxelles som ny arbejdsplads, før han i givet fald opgiver rådmandspost og posterne som byråds- og regionsrådsmedlem.

- Jeg tager en dag ad gangen og ser, hvordan valget ender. Hvis jeg opnår en plads i Europa-Parlamentet, stopper jeg i lokal- og regionalpolitik, men selv om meningsmålingerne ser positive ud for Danmarksdemokraterne, har nye partier tidligere haft det svært ved parlamentsvalgene, siger Kristoffer Storm. 

Orlov ville give Venstre rådmandspost 

Han er overbevist om, at han sagtens både kan føre valgkamp og passe sine nuværende poster.

- I kampagnebilen, som en anden kører, kan jeg både maile og holde virtuelle møder, siger Kristoffer Storm.

Han har dog meldt fra til en rejse til Grønland, som de øvrige medlemmer af Aalborgs økonomiudvalg er på i denne uge.

Der er imidlertid også en anden grund til, at Kristoffer Storm modsat Per Clausen ikke har taget orlov. Da de blå partier i Aalborg efter valget i 2021 konstituerede sig, blev Kristoffer Storm - som er valgt for og dengang repræsenterede Dansk Folkeparti - rådmand for senior og omsorg. 

Men parterne aftalte, at skulle Kristoffer Storm i løbet af perioden søge orlov, var det Venstre, der skulle vikariere for ham.

Det har Venstre gjort tidligere i perioden, da Kristoffer Storm af familiemæssige grunde havde orlov. Og søgte han nu igen orlov, ville rådmandsposten igen, så længe orloven varede, skulle besættes med en Venstre-politiker.

- Opnår jeg valg til Europa-Parlamentet og forlader byrådet permanent, går jeg ud fra, at min partifælle Peter Lindholt overtager rådmandsposten. Hvis jeg inden da havde haft orlov og i henhold til aftalen fra 2021 overladt posten til Venstre under min orlov, ville det give mange udskiftninger på kort tid, og jeg mener, det er bedre for forvaltningen, at jeg fortsætter, til jeg ved, om jeg er valgt til parlamentet eller ej, siger Kristoffer Storm.

Han agter i givet fald at gøre 2025-budgettet færdigt og så træde ud af byråd og regionsråd efter sommerferien. Hvis altså vælgerne 9. juni giver ham et mandat i Europa-Parlamentet. 


Seneste nyt

fra Nordjylland