Nok var Ulla Astman blevet sit partis gruppeformand i det helt nye regionsråd, der officielt trådte til 1. januar 2007. 

Men partiets indiskutable frontfigur var Orla Hav, den tidligere amtsborgmester, der ved valget til det første regionsråd havde fået 86.432 personlige stemmer ud af 307.578 afgivne.

Men så var det, at Orla Hav, få måneder inde i sin første periode som regionsrådsformand lod sig opstille og blev valgt til Folketinget, skiftede scene og overlod styrepinden til Ulla Astman (som dengang stadig også hed Nielsen), der kun havde 1585 stemmer i ryggen.

Hun trådte til i december 2007. 

Med sig i bagagen havde hun en uddannelse som cand.scient.adm, nogle år som fuldmægtig og projektleder i kommune og amt - og så en livslang interesse i politik. 

"My way"

Hendes mor hjemme i Grenå kunne fortælle, hvordan datteren i en meget ung alder havde holdt flammende taler, når hun legede politiker.

Nu var det alvor, og Ulla Astman skulle finde My Way (Frank Sinatra er hendes ubestridte yndlings-sanger!) efter Orla Havs "faneflugt". 

Det viste sig ret hurtigt, at dén regionsdirektør, som Orla Hav i amts-årene havde arbejdet fortrinligt sammen med, Per Okkels, svingede mindre godt med efterfølgeren - og så søgte han videre!

I nogle år blev Ulla Astman ikke helt uden grund kritiseret for at lyde som en embedsmand snarere end som en politiker. 

Hun er med årene blevet betydeligt tydeligere i politiker-rollen, men er forblevet den saglige, afdæmpede regionsrådsformand. 

Da hun op til valget i år deltog i en valgdebat på TV2 Nord, ærgrede hun sig bagefter over, at udfordreren, Mads Duedahl, havde haft held til at provokere hende til at blive nærmest vred på direkte tv. 

Andre fandt det derimod befriende at se, at hun også rummede dén side i en politisk debat.

Den tabte formandspost

Ulla Astman har i skiftende regionsråd også kunnet løfte stemmen, men det har været undtagelsen. Hun er langt mere til at søge alliancepartnere og til at klare tingene af i mindre fora. 

Hun har gennem årene haft et tæt, ja nærmest fortroligt, forhold til skiftende ledere af en række af regionsrådets andre partier.

Efter 2017-valget skulle organisationen Danske Regioner have ny formand, og Ulla Astman blev - som sit partis nu mest erfarne regionsrådsformand - hurtigt bragt i forslag som veteranen Bent Hansens afløser. 

Partifællen Sophie Hæstorp Andersen, regionsrådsformand i Region Hovedstaden (og snart overborgmester i København), gjorde imidlertid også krav på posten. 

Og mens diskussionerne internt stod på om, hvem af de to det skulle være, sikrede den enlige Venstre-regionsrådsformand Stephanie Lose sig diskret dén radikale stemme, som gjorde udslaget.

Forløbet om den tabte formandspost i Danske Regioner kan stadig gøre Ulla Astman harm.

Ny spidskandidat om fire år

På hjemmebanen har Ulla Astman siddet for bordenden, mens Nordjylland sikrede sig et helt nyt universitetssygehus og en lægeuddannelse, ligesom hun har været med til at ændre sygehusstrukturen og lukke flere mindre sygehuse. 

Hun har lagt adskillige timer hver uge i hvervet som regionsrådsformand og har - som eneste fuldtidspolitiker i det 41 m/k store regionsråd - kunnet sagerne til fingerspidserne.

For otte år siden tegnede det på valgaftenen længe til, at magten i regionsrådet kunne skifte. Det endte dog med genvalg af Ulla Astman.

Sådan gik det ikke i år. 

Ulla Astman havde gjort sig situationen klar: Hun er ikke spidskandidat om fire år, men rykker nu ned i geledderne og skal ud at finde sig et civilt job. 

Når det lykkes, vil ikke mange blive overraskede, hvis hun benytter den anledning til at forlade regionsrådet inden valgperiodens udløb.

Når hun forlader politik, bliver der mere tid til vennekredsen, der især stammer tilbage fra årene i DSU.